Hvert år giver frugt og grønt fra især udlandet opkast og diarré hos forbrugere på grund af bakterier og virus. Det gælder også meloner. Bakterierne kommer ofte fra forurenet vand, fra høstarbejdere med en dårlig håndhygiejne eller under transporten.
Skyl vandmeloner, honningmeloner, netmeloner mv. med rent vand
Skyl vandmeloner, honningmeloner, netmeloner og andre meloner i rent, koldt vand, før du skærer dem ud med rene køkkenredskaber.
Generelt bør du skylle al frugt og grønt grundigt, inden du spiser det.
Skylning af frugt og grønt kan ikke fjerne alle bakterier, men undersøgelser har vist, at du kan fjerne op til 80 % af bakterierne fra salat og krydderurter, hvis du skyller det korrekt.
Hvis du skyller med rent, koldt vand fra hanen, bør det have samme effekt på frugt og melon. Gnub evt. med hænderne eller evt. en ren børste. Sæbe anbefaler vi ikke til vask af fødevarer, fordi det kan gå ud over smagen.