Forskning

Kunstige organer og nye metoder skal skåne forsøgsdyr

17-03-2025

Tre forskningsprojekter modtager i alt 1,4 mio. kr. fra Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri til at udvikle metoder, der kan reducere antallet af forsøgsdyr og forbedre deres velfærd. Pressemeddelelse udsendt af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.

I en målrettet indsats for at forbedre forholdene for forsøgsdyr har Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri bevilget 1,4 mio. kr. til tre forskningsprojekter, der fokuserer på at reducere brugen af forsøgsdyr og forbedre deres velfærd.

Støtten bliver offentliggjort i forbindelse med minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensens (V) besøg hos Danmarks 3R-Center i dag, som arbejder for at erstatte, reducere og forfine brugen af forsøgsdyr i forskningen.

Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) understreger vigtigheden af at sikre høj dyrevelfærd, også for forsøgsdyr:

"Dyrevelfærd ligger mig meget på sinde – uanset om det gælder familiedyr, landbrugsdyr eller forsøgsdyr. Vi skal hele tiden arbejde for at reducere brugen af dyreforsøg, hvor det er muligt, og det kræver, at vi udvikler gode alternativer. Heldigvis er vi allerede godt på vej, men vi skal også sikre, at de dyr, der stadig bruges i forsøg, har de bedst mulige forhold. Derfor er det positivt, at forskere, virksomheder, myndigheder og dyreværnsorganisationer går sammen om at finde nye løsninger og dele viden."

De tre forskningsprojekter

Kunstig tarm til forskning i tarmbetændelse med høj dødelighed

Forskere udvikler en kunstig tarm (organoid) til at studere en alvorlig tarmbetændelse, der især rammer for tidligt fødte spædbørn. Ved at bruge celler fra for tidligt fødte grise skaber de en model, der ligner nyfødte børns tarm. Dette gør det muligt at følge sygdommen nekrotiserende enterokolitis (NEC) og teste behandlinger uden at påføre dyr smerte.

Mere skånsomme test ved forskning i stofskiftesygdomme

Forskning i medicin mod type 2-diabetes, fedme og hjertesygdomme kræver ofte dyreforsøg for at undersøge blodsukkerets påvirkning af kost, motion og døgnrytme. Et overset problem er, at injektioner af f.eks. sukkeropløsning kan forårsage stor smerte. Dette projekt vil udvikle en ny, skånsom metode til blodsukkertest, der reducerer smerte og vævsskade.

Øget dyrevelfærd for forsøgsdyr i bure

God dyrevelfærd betyder, at dyr kan udleve deres naturlige behov. For rotter handler det bl.a. om at udforske, bevæge sig frit og leve i grupper. Nye laboratoriebure er designet til at forbedre disse muligheder. Dette projekt vil undersøge, hvordan burenes størrelse og indretning påvirker rotters stressniveau og trivsel, så forskningen får et objektivt grundlag for bedre dyrevelfærd.

Yderligere oplysninger

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 2284 4834.