Fødevarestyrelsen står i spidsen for arbejdet med udvikling af et statskontrolleret klimamærke. I 2023 vil arbejdsgruppen for klimamærket levere sine anbefalinger for klimamærket og arbejdet fremover. Derudover forventes det, at der i løbet af 2023 fremføres et forslag til metodisk grundlag for fødevarers repræsentative klimaaftryk.
Klimamærket skal hjælpe forbrugerne med at vælge fødevarer med et lavere klimaaftryk, når de handler. Samtidig skal et kommende klimamærke understøtte og fremme en fødevareproduktion med lavere klimabelastning. Klimamærket er også et bidrag til Danmarks realisering af FN’s verdensmål nr. 12 om at sikre bæredygtigt forbrug og produktionsformer.