Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Fiskeparasitter - Kontrolkampagne 2022

 

Indledning - hvorfor gennemfører vi kampagnen?

Der vurderes at være en stigning i antallet af parasitter i fisk, grundet biologiske forudsætninger, som eksempelvis fredning af sælen, da sælen er mellemvært for nogle af ormene.

Visse fiskeparasitter kan vandre i menneskekroppen og derved give forskellige skader i kroppen. Samtidig er der mennesker, der får allergiske reaktioner over for fiskeparasitter. Det er hovedsagligt fiskens rundorm der vandrer og kan give sygdommen anisakiasis og/eller allergiske reaktioner. Har du først været inficeret med den såkaldte sildeorm, Anisakis, der lever indeni maverne på blandt andet torsk, helleflynder og sej, kan senere indtagelse af disse fisk eller fiskeretter fremkalde allergiske reaktioner.

Også selvom fisken har været nedfrosset ved 20 minus grader i mindst 24 timer, som det påkræves af EU.

Det viser et forskningsresultat, der stammer fra et stort EU-forskningsprojekt. Projektet har til formål at undersøge sildeormens betydning for forbrugernes sundhed og sikkerhed. (kilde: https://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/dode-orm-i-din-sushi-kan-give-allergi)

Fødevarevirksomhederne, der modtager fersk fisk, har den første lovmæssige kontrol af, om fisk er inficeret med orm, men alle handelsled, der afsætter fisk og fiskevarer, er forpligtede til at foretage en visuel undersøgelse for synlige parasitter inden fisken afsættes. Forpligtelsen gælder således også detailvirksomheder, der afsætter fisk til konsum, såsom fiskehandlere. 

Hvis fisk efterfølgende ønskes anvendt rå, marineret, saltet, koldrøget eller på anden måde behandlet, uden at denne behandling er tilstrækkelig til at dræbe levedygtige parasitter, skal fisken frysebehandles.

Med en kampagne vil Fødevarestyrelsen sætte fokus på, om fisk og fiskevarer, underkastes den fornødne visuelle kontrol for parasitter i alle handelsled og om fisk og fiskevarer, der ikke skal varmebehandles, får den frysebehandling, der er tilstrækkelig til at eliminere fiskeparasitter. Dermed undgås, at forbrugere bliver inficeret og syge med anisakiasis. Jo færre tilfælde af anisakiasis, desto færre forbrugere udvikler allergi.

 

Formål - Hvad går kampagnen ud på?

Formålet med kampagnen er at kontrollere og vejlede om 

  • den visuelle undersøgelse af de rensede fisk i bughulen i forbindelse med udtagningen af indvolde og afvaskningen af fisken
  • den visuelle undersøgelse af udskæringer af fisk og fiskefileter
  • frysebehandling af fisk og fiskevarer, der skal spises rå, marineret, saltet, koldrøget eller på anden måde behandlet uden at behandlingen har været tilstrækkelig til at dræbe levedygtige parasitter.