Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Hepatitis A - leverbetændelse

Hepatitis A virus er hvert år årsag til sygdom i Danmark på grund af forurenede fødevarer.

Hvordan smitter Hepatitis A virus via fødevarer?

Hepatitis A virus smitter både ved direkte smitte mellem personer og indirekte via fx fødevarer, der er forurenet af spildevand eller fødevarer, der er håndteret af smittede personer og bliver spist uden at blive varmebehandlet. Drikkevand kan blive forurenet med Hepatitis A virus i forbindelse med skybrud og oversvømmede kloakker.
Personer med Hepatitis A kan udskille milliarder af virus partikler i afføringen, og der skal kun 10-100 partikler til for at smitte et menneske med Hepatitis A. Derfor er det vigtigt at sørge for en god personlig hygiejne – især vask af hænder – når man laver mad til andre.

Hvorfor er Hepatitis A virus et problem i fødevarer?

Hepatitis A virus er modstandsdygtig over for mange miljøpåvirkninger, herunder frysning, udtørring, moderat varme og visse desinfektionsmidler (alkoholbaserede). Hepatitis A virus bliver inaktiveret ved kogning. Hepatitis A virus kan overleve i drikkevand i op til 30 dage, i havvand i op til 30 uger og i jord i op til 12 uger.

Hvor findes Hepatitis A og i hvilke fødevarer?

Sygdom pga. Hepatitis A forekommer i hele verden, men hyppigst hos børn i områder med mindre god hygiejne og ringe sanitære forhold, fx i Afrika og Asien. Derfor skal fødevarevirksomheder være opmærksomme ved import af fødevarer fra disse lande.
Eksempler på fødevarer, der har været årsag til smitte:
  • Frugt og bær, krydderurter og salat via forurenet vandingsvand på marken
  • Østers og muslinger via forurenet vand i høst områder
Der har været flere sygdomsudbrud med Hepatitis A virus i Danmark. Senest i 2020, hvor 16 blev syge. Kilden blev aldrig bekræftet, men der var mistanke til frosne bær. I 2017-2018 var dadler fra Iran skyld i, at 27 blev syge med Hepatitis A virus i Danmark.

 

Hvad er symptomerne på smitte med Hepatitis A virus

Symptomerne er feber, manglende appetit, kvalme, opkast, mørkfarvet urin, diarré, muskelsmerter og leverbetændelse, samt evt. gulsot, og symptomerne viser sig ca. 15-50 dage efter smitte.

Sygdommen varer typisk 1-2 måneder og går oftest over af sig selv, men kan vare op til 6 måneder. Når man har haft sygdommen, er man immun. Man kan smitte fra cirka 2 uger, før man bliver syg, til cirka 1 uge inde i sygdomsforløbet. Virus formerer sig i leverens celler, og et af symptomerne på infektion med Hepatitis A virus er derfor gulsot. 


Hvad er Hepatitis A virus

Hepatitis A virus er et ikke-kappebærende RNA virus, som gør, at den er meget hårdfør og kan overleve lang tid i miljøet, og i fødevarer. Hepatitis A virus formerer sig ikke i fødevarer eller i miljøet, da den kræver levende værtsceller (fx leveren hos mennesker) for at formere sig og give sygdom.  


Ændret 22. juli 2021