Når man blander forskellige metaller, kaldes det en legering. Rustfrit stål er fx en legering af jern, krom og typisk nikkel. Metaller og legeringer vurderes ud fra, hvad de skal bruges til, og om der er en sundhedsrisiko ved denne anvendelse. De skal overholde det generelle krav i lovgivningen om, at fødevarekontaktmaterialer ikke må afgive stoffer til fødevarerne i mængder, der kan være sundhedsskadelige.
Nordisk vejledning om fødevarekontaktmaterialer af metaller og legeringer
Aluminium til fødevarer
Der er ingen problemer i at bruge aluminium i forbindelse med fødevarer, hvis det er belagt eller lakeret.
Vejledning til brug af aluminium, som ikke er belagt eller lakeret:
- Undgå tilberedning og opbevaring af syreholdige fødevarer, som fx frugtjuice eller frugtgrød, i aluminium. Syreholdige fødevarer kan angribe aluminium uden belægning.
- Undgå tilberedning eller opbevaring af salte fødevarer. Salte fødevarer kan øge forurening af aluminium uden belægning.
- Producenten bør lave en mærkning og brugsanvisning for aluminium uden belægning. Mærkningen kan fx være: “Bør ikke anvendes til syreholdige eller salte fødevarer, som kan angribe aluminium uden belægning”.
- Producenten bør vejlede om opbevaring af fødevarer i aluminium uden belægning. Mærkningen kan fx være: “Skal fødevaren opbevares i emballagen i mere end 24 timer, bør opbevaringen ske ved temperaturer under 5°C”.
Beryllium i fødevarekontaktmaterialer
Beryllium er giftigt og kræftfremkaldende. Det bør derfor ikke bruges i legeringer i kontakt med fødevarer.
Bly i fødevarekontaktmaterialer
Bly er giftigt og bør ikke bruges i fødevarekontaktmaterialer.
Cadmium i fødevarekontaktmaterialer
Cadmium er meget giftigt. Det bør derfor ikke bruges i legeringer i kontakt med fødevarer.
Jern i fødevarekontaktmaterialer
Jern bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx som støbejern og i rustfrit stål.
Rustplettet jern bør undgås i materialer i kontakt med fødevarer.
Kobber til fødevarer
Det anbefales at undgå direkte kontakt mellem kobber og fødevarer, da fødevaren kan misfarves eller få afsmag.
Der er ingen restriktioner for brug af kobber belagt med tin, rustfrit stål eller et andet passende materiale.
Kobolt i fødevarekontaktmaterialer
Kobolt bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx i legeringer, glas og glasur.
Krom i fødevarekontaktmaterialer
Krom bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx i rustfrit stål, hvor det bidrager til den blanke overflade.
Personer, der lider af allergisk eksem, bør undgå at bruge fødevarekontaktmaterialer, der indeholder krom, undtagen rustfrit stål.
Legeringer, der bruges til kontakt med fødevarer, bør ikke indeholde krom-ionen Cr(VI) og bør ikke afgive Cr(VI).
Kviksølv i fødevarekontaktmaterialer
Kviksølv er meget giftigt. Det bør derfor ikke anvendes i fødevarekontaktmaterialer.
Mangan i fødevarekontaktmaterialer
Mangan bruges i fødevarekontaktmaterialer, fx i stål og andre legeringer.
Nikkel i fødevarekontaktmaterialer
Nikkel bruges i begrænset omfang i fødevarekontaktmaterialer, da materialer med nikkel let kan give overfølsomhed.
Migration af nikkel fra emballage og køkkenudstyr til fødevarerne bør være så lav som muligt.
Nikkel indgår i rustfrit stål, uden at det giver problemer. Ved anvendelse af rustfrit stål, fx gryder og elkedler, bør genstandene dog koges af, inden de tages i brug.
Rustfrit stål og andre legeringer til fødevarer
Rustfrit stål består typisk af jern, krom og nikkel. Frigivelsen af krom og nikkel er størst fra nye gryder og pander af rustfrit stål og særligt ved kontakt til syreholdige fødevarer. Efter de første par anvendelser vil der dog dannes en beskyttende overflade på stålet, som sikrer, at frigivelsen mindskes. Der findes særlige typer af rustfrit stål, som er mere korrosionsresistente.
Generelt skal det sikres, at de metaller, der indgår i legeringer til kontakt med fødevarer, ikke frigives i mængder til fødevaren, der kan være sundhedsskadelige.
Sølv til fødevarer
Sølv bruges i fødevarekontaktmaterialer, først og fremmest i sølvtøj. Sølv kan reagere med sulfid og danne sølvsulfid, som er en sort forbindelse med en ubehagelig smag. Dette sker, fx hvis du spiser æg med en sølvske. Det har dog ingen sundhedsmæssig betydning.
Tin og konservesdåser
Konservesdåser laves ofte af aluminium eller hvidblik med tin, som kan give afsmitning til indholdet. Det er primært sure produkter som tomater og ananas, der fremmer afsmitningen af tin. Mængden af tin i indholdet stiger igennem holdbarhedsperioden. Derfor bør dåsemad kasseres ved holdbarhedsdatoens udløb, også selvom det ikke lugter eller virker fordærvet.
Mad skal aldrig opbevares i åbne dåser, da ilt øger afsmitning. Hæld derfor altid mad fra konservesdåser over i en anden opbevaringsbeholder, hvis rester skal gemmes.
Tin bruges i nogle dåser, for at afsmitning til fødevarerne har en effekt på fødevaren, fx stabilisering af farven. Det kaldes aktiv emballage.
Der er en maksimal grænseværdi for afsmitning af tin på:
• 200 mg/kg for tin i fødevarekonserves, undtagen drikkevarer
• 100 mg/kg for drikkevarer på dåse, fx frugtsaft og grønsagssaft
• 50 mg/kg for tin i babymad, modermælkserstatninger, tilskudsblandinger og diætpræparater på dåse.
Titanium i fødevarekontaktmaterialer
Titanium bruges i begrænset omfang i fødevarekontaktmaterialer; det kan fx forekomme i visse typer af rustfrit stål.
Zink i fødevarekontaktmaterialer
Zink bruges i begrænset omfang i fødevarekontaktmaterialer, fx legeringer som galvaniseret stål. Zink beregnet til galvanisering bør ikke indeholde cadmium eller afgive cadmium, fordi det kan være giftigt.
Zink bør ikke bruges i kontakt med våde fødevarer.
Europarådets vejledning om metaller og legeringer
Ændret 16. december 2022
