Sygdommen giver sig udtryk i en særdeles smitsom lungebetændelse hos kreaturer, og den ledsages næsten altid af lungehindebetændelse.
Oksens ondartede lungesyge er udryddet i Danmark, og sidste tilfælde blev konstateret i 1886.
Sygdomstegn og smittespredning
Årsagen til sygdommen er Mycoplasma mycoides mycoides. Modtagelige kreaturer bliver inficeret ved indånding af små dråber fra hostende smittede kreaturer. Får og geder er ikke betydende i spredningen af sygdommen. Som følge af blodforgiftning kan der ses beskadigelser i nyrer og moderkage, der blandt andet kan medføre smitte fra moder til foster.
Inkubationsperioden (den tid, der går, fra dyret er blevet smittet, til det udviser symptomer) varierer, men er generelt 3-8 uger, efter at dyret er blevet udsat for smitte. Visse steder i verden kan der ses en sygelighed på 100 pct. i fuldt modtagelige besætninger, men det normale er, at ca. 10 pct. af dyrene viser klinisk tegn på sygdom. Dødeligheden er ca. 50 pct.
I den akutte fase af sygdommen ses feber (op til 41,5°C), ophørt ædelyst og smertefuld, besværet vejrtrækning. I varme landområder ses dyret ofte stå alene i skyggen med hovedet lavt og fremstrakt, med krum ryg og udadvendte albuer. Perkussion af brystet er forbundet med smerte, vejrtrækningen foregår med mavemuskulaturen, hurtig og overfladisk. Hvis dyret tvinges til at bevæge sig, bliver vejrtrækningen pinefuld, og en svag, fugtig hoste kan eventuelt fremprovokeres. Sygdommen er hurtigt fremadskridende, og dyret bliver liggende slapt med anstrengt vejrtrækning og stønner ved udånding. Det dør efter 1-3 uger.
Brysthulen kan indeholde op til 10 liter klar gullig væske, eventuelt tilblandet fibrinflager, og organerne i brysthulen er dækket af et tykt lag fibrin. Omfanget af lungen, der er forandret, kan variere, idet en eller begge kan være sæde for smitte. Det syge lungeafsnit er forstørret og fast. Ved gennemskæring ses snitfladen marmoreret som følge af væskeansamlinger.
Diagnosen er baseret på kliniske tegn på sygdom og obduktion, men de klare tegn kan være noget udvisket som følge af anvendelsen af antibiotika. Diagnosen kan bekræftes ved bakteriologisk, serologisk og PCR-undersøgelse af materiale fra dyrene. Desuden foretages dyrkning for Mycoplasma.
Blandt de overlevende dyr kan op til en fjerdedel blive 'raske' bærere af smitten, om end de dog vil have kroniske lungeskader. Kronisk smittede dyr viser varierende kliniske tegn på sygdom i 3-4 uger og vil derefter gradvist begynde at komme sig. Herefter vil kronisk smittede dyr ikke kunne findes, hverken ved kliniske tegn eller ved laboratorieundersøgelser. De kronisk smittede dyr udgør derfor et alvorligt problem for sygdomskontrolprogrammerne.
Subkliniske tilfælde (hvor dyrene er smittede uden at blive syge) kan forekomme og være en vigtigt faktor for spredningen af sygdommen.
Organismen er meget følsom og overlever ikke længe i omgivelserne.
Behandling, bekæmpelse og kontrol
Sygdommen er anmeldepligtig, og der foretages ikke behandling. Hvis der opstår en mistanke om oksens ondartede lungesyge, der ikke kan afvises af Fødevarestyrelsen, bliver den berørte besætning sat under offentligt tilsyn, og der udtages materiale til undersøgelse på Statens Serum Institut.
I Danmark er det forbudt at vaccinere mod oksens ondartede lungesyge.
Forekomst
Oksens ondartede lungesyge var udbredt i Europa i 1600-, 1700- og 1800-tallet. En betydelig spredning skete under Napoleonskrigene, hvor store kvægflokke blev flyttet rundt i hele Europa.
Sygdommen er stadig udbredt i Afrika og dele af Asien, men er udryddet de fleste andre steder.
Lovstof og regler
Ændret 8. marts 2023
