Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Porcin reproduktions- og respirationssygdom

Porcin reproduktions- og respirationssygdom (PRRS) er en virussygdom, der giver luftvejsproblemer og aborter eller for tidlige faringer hos svin.

​Der er i Danmark vedtaget en strategi for reduktion af PRRS. 
Der findes PRRS virus type 1 og type 2. Begge typer er omfattet af reduktionsstrategien, og der er krav om PRRS-sundhedsstatus i de fleste grisebesætninger. Læs mere om PRRS-sundhedsstatus her​.

Fund af PRRS i en besætning medfører eksportrestriktioner til visse lande.

Udbrud af PRRS kan ligne et udbrud af influenza. Der ses feber, nedtrykthed og manglende appetit. Der kan høres hosten, og hos smågrise støder der ofte andre bakterie- eller virussygdomme til.


Hos søer er det mest fremtrædende tegn på smitte reproduktionsproblemer. Der ses et øget antal sene aborter, øget antal dødfødte, mumificerede eller svagfødte grise, øget dødelighed i diegivningsperioden og øget antal omløbninger. Tiden til søerne kommer i brunst igen efter faring vil være forlænget, og der kan ses manglende mælkeproduktion.​

Vejledning om h​åndtering af P​RRS​

 
Smittespredning
PRRS-virus spredes ved direkte kontakt med smittede dyr og med sekreter fra næse eller med spyt, urin, afføring eller sæd.
 
Virus bliver hurtigt inaktiveret ved opvarmning og ved rengøring og desinfektion. Det er dog modstandsdygtigt overfor frost.
 
Behandling, bekæmpelse og kontrol

PRRS kan ikke behandles, men følgesygdommene kan.​

Der kan vaccineres mod sygdommen, men vaccinen kan ikke forhindre smitte i besætningen, kun minimere symptomerne.
 
Forekomst

PRRS blev første gang konstateret i USA i 1987 og i Danmark i 1992. PRRS er udbredt i det meste af verden.

 

Lovstof og regler
Ændret 15. maj 2023