Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Progesteronspiraler til brunstsynkronisering af køer

Der gælder særlige regler for anvendelse af progesteronspiraler til brunstsynkronisering af køer. Fødevarestyrelsen oplyser her om de regler, der gælder på området, og vejleder om kriterierne for behandling.

​Lægemidler med østrogen eller gestagen virkning må anvendes ​​med henblik på brunstsynkronisering af køer (zooteknisk behandling), forudsat at behandlingen foretages af dyrlægen eller under dennes ansvar. Behandlingen må kun foretages på avlsdyr, der ikke viser tegn på reproduktionsforstyrrelser.

Besætningsansvarlige, som har indgået sundheds​​rådgivningsaftale med tilvalgsmodul 2, må indlede behandlingen af køer, hvis der findes en besætningsdiagnose.
 
I de besætninger, hvor dyrlægen har vurderet​, at der med fordel kan anvendes progesteronspiraler til brunstsynkronisering, er det Fødevarestyrelsens vurdering, at dyrlægen må oprette en besætningsdiagnose til denne behandling. Da landmanden kun må udføre behandlingen på køer med normal ovariefunktion, adskiller denne besætningsdiagnose sig på et væsentligt punkt fra andre besætningsdiagnoser, idet dyrlægen i forbindelse med en gynækologisk undersøgelse bør udpege de køer, der opfylder kriteriet for behandling. Landmanden må således kun behandle de køer, som dyrlægen har undersøgt og fundet egnede til behandling.

Endelig gør Fødevarestyrelsen opmærksom på, at det er forbeholdt dyrlæger at injicere prostaglandin, som, jf. produktresumeerne for vaginalspiralerne, anbefales anvendt i forbindelse med brunstsynkronisering af køer med progesteronpræparater.
Lovstof og regler

 
Ændret 26. juli 2017