Gå til navigation Gå til hovedindhold

Du er her:

Fødevarestyrelsens smileyordning fylder 20 år

Det er et både velkendt og populært ansigt i bybilledet, som i disse dage siger farvel til teenageårene, og kan fejre 20 år i forbrugeroplysningens og fødevaresikkerhedens tjeneste.

Pressemeddelelse, Publiceret: 1. oktober 2021

Siden 2001 har Fødevarestyrelsens smileyordning guidet forbrugerne om alt fra hygiejne og sporbarhed til opvarmning og nedkøling i caféer, butikker og restauranter. På 20 år er det blevet til mere end 1 million kontrolbesøg i detailhandlen. Nu står det ikoniske smileyansigt over for et ansigtsløft.

'Smileyordningen har været en succes både hos kunder og virksomheder. I dag kender hele ni ud af ti forbrugere smileyordningen fra gadebilledet, og mere end 80 pct. af alle kontrolbesøg ender med en glad smiley mod kun omkring 70 pct. ved ordningens begyndelse i 2001. Det viser for mig, at smileyordningen både har styrket forbrugeroplysningen og hævet fødevaresikkerheden i branchen', fortæller kontorchef i Fødevarestyrelsen, Vibeke Højbjerg.

Undersøgelser, som Fødevarestyrelsen står bag, har imidlertid vist, at mange forbrugere finder det vanskeligt at afkode smileyordningens fem forskellige ansigter. Derfor forsvinder elitesmileyen fra årsskiftet og der vil i fremtiden kun være tre smileytyper: En glad smiley der betyder, at Fødevarestyrelsen ikke stødte på problemer. En lige mund betyder, at en eller flere regler var overtrådt. Og en sur mund betyder, at Fødevarestyrelsen fandt alvorlige eller gentagne ulovligheder ved den seneste kontrol.

 Yderligere oplysninger: Fødevarestyrelsens pressetelefon, 2284 4834.