I forordningen om animalske biprodukter er der krav om, at transportører af animalske biprodukter skal være registreret af Fødevarestyrelsen. Transportører/transportfirmaer skal ansøge Fødevarestyrelsen om at blive registreret.
Du skal ikke registreres som transportør efter forordningen om animalske biprodukter, hvis du allerede er registreret i henhold til fødevarelovgivningen og kun transporterer animalske biprodukter, der er fremkommet i forbindelse med virksomhedens egen fødevareproduktion.
Bestemmelserne i forordningen om animalske biprodukter skal altid overholdes, når du transporterer animalske biprodukter. Ansøgningen om transportørregistrering efter forordningen om animalske biprodukter skal indeholde oplysninger om navn, adresse, kontaktoplysninger, samt hvilken kategori af animalske biprodukter der skal transporteres.
Derudover gælder de sædvanlige krav vedrørende transport, handelsdokumenter, fortegnelser m.v.
Krav til transportørerne
De almindelige krav til opbevaring, mærkning, transport af animalske biprodukter og afledte produkter samt rengøring, desinfektion, handelsdokumenter og fortegnelser skal overholdes.
Registrerede transportører skal, medmindre transporten sker mellem virksomhedens egne lokaliteter, især:
- kunne forelægge oplysninger til identifikation af deres køretøjer, som gør det muligt at kontrollere brugen af disse køretøjer til transport af animalske biprodukter eller afledte produkter,
- rengøre og desinficere deres køretøjer i det omfang, det er relevant,
- træffe alle fornødne foranstaltninger til at hindre kontaminering og spredning af sygdomme, der kan overføres til mennesker eller dyr.
Bestemmelserne fremgår af artikel 23 i forordningen om animalske biprodukter. Artikel 17 og 20 samt bilag VIII og kapitel IV i bilag IX i gennemførelsesforordningen.
Transportører skal ikke registreres, hvis:
- der er tale om allerede godkendte biproduktvirksomheder, som selv transporterer animalske biprodukter og afledte produkter,
- der er tale om fødevarevirksomheder, som allerede er autoriseret eller registreret i overensstemmelse med Forordning nr. 852/2004 eller 853/2004, og virksomheden kun transporterer animalske biprodukter, som er fremkommet i forbindelse med virksomhedens egen fødevareproduktion,
- der er tale om transport af ABP mellem driftslederens egne lokaliteter inden for samme geografiske enhed, f.eks. ved transport mellem to bygninger på samme virksomhedsadresse.
Speditører skal ikke registreres
Speditørfirmaer skal ikke registreres som transportører af animalske biprodukter. Ved speditører forstås virksomheder, som ikke har den faktiske kontrol med de animalske biprodukter og derfor ikke betragtes som driftsledere. De betragtes som virksomheder der alene formidler kontakt, laver planlægning eller udfører logistik. Speditører kan også udfylde, underskrive og aflevere dokumenter på vegne af en virksomhed ved præsentationen af de animalske biprodukter til f.eks. grænsekontrol og toldmæssige opgaver. Formidling af kontakt om transport er ikke et led i distributionen af foder.