Formålet med det statslige Dyrevelfærdsmærke er at forbedre dyrevelfærden for flest mulige grise, slagtekyllinger og kvæg gennem forbrugernes indkøb. Mærket gør det muligt for forbrugerne at se, hvilke produkter der lever op til kravene om bedre dyrevelfærd.
Mærket findes i tre niveauer
Dyrevelfærdsmærket findes i tre niveauer med stigende krav til dyrevelfærden. Mærket er baseret på centrale grundkrav udvalgt af Fødevarestyrelsens eksperter i dyrevelfærd. Med disse grundkrav opfyldes forhold, der går væsentligt ud over de gældende krav i lovgivningen.