For at få den bedst mulige start for både din kat og dig er det vigtigt med forberedelse til kattens ankomst. Her er nogle ting, du kan forberede:
- Sæt dig ind i kattens adfærd og behov, så du ved, hvad den har brug for i den første tid.
- Overvej, hvordan katten skal leve, så hjemmet kan klargøres til kattens ankomst. Der er forskellige anbefalinger til hjemmet afhængig af, om katten skal holdes inde eller ude.
Læs mere på siden ”Hvilken type kat skal du vælge?”
- Find et område i hjemmet, der kan være kattens, så den kan finde ro fra børn, gæster og andre dyr i hjemmet.
Hold katten inde det første stykke tid
Den nye kat skal have mulighed for at knytte sig til sit nye hjem, før den får lov at løbe frit ud og ind. Det vil være forskelligt fra kat til kat, hvor længe der bør gå, før katten er klar til at komme ud og udforske nærområdet på egen hånd. Det anbefales som en tommelfingerregel, at katten holdes inde de første tre uger.
Hvis du beslutter, at din kat skal gå ude, er der en række forhold, du bør tage hensyn til.
Læs mere på siden 'Skal din kat gå ude?'