Forventet levealder
Krybdyr og øgler har meget varierende levealder, hvor nogle arter kan leve op til 40-50 år. Tjek pasningsvejledningen for den enkelte art.
Trivsel og ansvar
Du skal have et terrarie til krybdyr eller øgler, som tager højde for artens behov, fx UV-lys, varme, plads osv. Dyret skal tilses dagligt, så man er sikker på, at lys og varme fungerer rigtigt.
Deres terrarie skal indrettes, så det opfylder den enkelte arts behov, og der vil være regelmæssig rengøring.
Foder
En del krybdyr eller øgler skal have specialfoder fx insekter, mus eller rotter, som kun kan købes ved dyrehandlere eller i specialbutikker. Man skal sørge for, at dyret får de rigtige tilskud af vitaminer og mineraler.
Aktivering og motion
Krybdyr og øgler har brug for god plads, så de får rigeligt motion.
Hvis terrariet er indrettet korrekt med stimulerende indlæg, fx grene, gravemateriale eller vandmiljøer til bestemte arter, har øgler og krybdyr ikke specielle behov for at blive aktiveret.
Krybdyr eller øgle i børnefamilien
Krybdyr og øgler kan egne sig som kæledyr i en familie, som ønsker et mere eksotisk og anderledes kæledyr. De er dog ikke sociale på samme måde som mere traditionelle kæledyr, så man skal ikke anskaffe sig krybdyr eller øgler, hvis man gerne vil have et dyr, man kan kæle med.
Krybdyr og øgler kan være kæledyr for større børn, som har interesse for dyrearterne. De fleste af arterne kræver en hel del viden og har specielle behov, så de egner sig ikke som begynderdyr. Hvis det er en art, der lever længe, skal de voksne også være opmærksomme på, hvem der har ansvaret for dem i det længere løb.
Fordi krybdyr og øgler har så specielle behov, skal I altid snakke med fagfolk, inden I beslutter, om I skal anskaffe jer et.