Indførsel vs. import af økologiske varer
Indførsel af økologiske fødevarer fra andre EU-lande eller EØS-associerede lande, fx. Norge, betragtes ikke som import ifølge økologireglerne. Økologiske varer fra EU- og EØS-lande kan frit omsættes indenfor fællesmarkedet, hvis økologikravene vedr. bl.a. dokumentation og kontrol overholdes.
Læs mere om anmeldelses- og kontrolkrav til økologiske virksomheder
Import af økologiske varer
Ifølge Økologiforordningen (EC) nr. 2018/848 kan økologiske produkter produceret i lande udenfor EU importeres til EU, såfremt de er produceret, kontrolleret, transporteret m.v. i overensstemmelse med reglerne i Økologiforordningen – særligt artikel 46-48, der handler specifikt om import.
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/848 af 30. maj 2018 om økologisk produktion og mærkning af økologiske produkter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 834/2007
Vejledning om import af økologiske fødevarer - 19 januar 2022 (pdf)
Krav til importører af økologiske varer
For at kunne påbegynde import af økologiske fødevarer og modtagelse af dem som første modtager i EU, er det en forudsætning, at virksomheden er omfattet af Fødevarestyrelsens økologikontrol og har fået godkendt særlige importprocedurer i deres økologirapport.
Reglerne omkring økologiimport finder man i Økologi-importforordningerne. De beskrives nærmere i "Vejledning om import af økologiske fødevarer m.v".
Vær opmærksom på, at Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 af 16. december 2021, som omhandler godkendte tredjelande og godkendte kontrolorganer og -myndigheder i tredjelande ofte ændres! Fremover vil kontrolorganer af lande, som er indgået nye gensidige handelsaftaler omkring økologiske produkter, ikke være indeholdt i denne forordning:
Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2021/2325 af 16. december 2021
EU-Kommissionen vil fremover offentliggøre informationen om disse handelsaftaler på en særskilt hjemmeside. P.t. oplyser siden om handelsaftaler med Chile, Schweiz og Storbritannien:
EU hjemmeside om ny gensidige handelsaftaler om økologiske produkter
TRACES til økologiske importer fra tredjelande
Det er obligatorisk at anvende EU's elektroniske database TRACES ved økologiimporter fra lande udenfor EU (tredjelande). TRACES (TRAde Control and Expert System) til økologiske importer skal forbedre sporbarheden på økologiske varer fra tredjelande.
Vigtig information til importører
Det er obligatorisk, at der ligger en godkendt kontrolattest i TRACES udstedt af eksportørens kontrolorgan. Vær opmærksom på, at EU-Kommissionen har strammet reglerne for, hvornår disse kontrolattester skal udstedes.
Kontrolattesterne for økologiske partier skal udstedes inden de er blevet afsendt fra tredjelandet, jf. artikel 4, stk. 1 i:
Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/2306 af 21. oktober 2021
Importørerne opfordres til inden køb af økologiske produkter at sikre med eksportøren, at partiet kan omfattes af en gyldig kontrolattest udstedt af kontrolorganet i tredjelandet inden afsendelsen.
Originale papirkontrolattester
Tilladelsen til at udstede originale papirkontrolattester er ved at blive forlænget indtil 31. oktober 2022. Fødevarestyrelsen er dog allerede gået over at godkende kontrolattester i TRACES med digitalt segl, uanset om der er udstedt en original papirkontrolattest eller ej. Importørerne må sikre sig, at Fødevarestyrelsen har underskrevet kontrolattesten i TRACES i rubrik 30 og delkontrolattesten i rubrik 12 inden sendingerne skal fortoldes. Toldstyrelsen vil kontrollere om kontrolattesterne i TRACES er godkendt og underskrevet af Fødevarestyrelsen.
Få information om TRACES