Rapporten indeholder pesticidanalyser af cirka 9.000 prøver samlet over en 5-års periode. Data viser, at hovedparten af fødevarer på det danske marked overholder grænseværdierne for pesticider. I perioden var der kun overskridelser i 2 procent af prøverne.
Undersøgelserne viser også, at der var færre pesticidrester i danske afgrøder sammenlignet med udenlandske. Man kan nedsætte sit pesticidindtag med cirka 50 procent, hvis man vælger dansk producerede afgrøder, hvor det er muligt – og yderligere hvis man køber økologisk.
DTU har beregnet, at 25 afgrøder tegner sig for 88 procent af vores pesticideksponering. Samlet set er eksponeringen på et niveau, hvor den ikke udgør en risiko for danske forbrugere.