Registrering af hestehold i CHR

Holder du heste, uanset hvor mange heste du holder, skal dit hestehold og de enkelte heste være registreret i det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR). Derudover skal du føre fortegnelser over aktiviteter i dit hestehold. Heste er alle dyr af hestefamilien (heste, æsler, zebraer eller krydsninger deraf), som er identificeret med et hestepas.

På denne side kan du læse mere om hvornår man skal registrere et hestehold, hvem der skal foretage registreringen, samt hvornår og hvordan man registrerer hvilke heste man har opstaldet.

Registrering af dit hestehold

Hvis du er ansvarlig for pasning af en eller flere heste, er det dit ansvar at oprette hesteholdet i CHR.

Som ansvarlig for et hestehold skal du:

  • Oprette hesteholdet i CHR
  • Registrere hvilke heste der er opstaldet på dit hestehold i CHR (overnatter i mere end 30 dage)
  • Føre flyttefortegnelserne for hestene ved midlertidige flytninger (fx overnatninger)
  • Føre fortegnelser hvis mere end 20 heste fra andre hestehold samles på dit sted på samme dag

Registreringen i CHR afhænger ikke af, hvem der ejer den jord eller de bygninger, hvor hestene opholder sig. Hvis man som hesteejer eksempelvis lejer et stykke mark af naboen, og man selv står for fodring og tilsyn, er det hesteejeren og ikke naboen, der skal registrere hesteholdet.

Har du en rideskole, et stutteri eller en stor professionel stald og anvender du MitID Erhverv? Så kan du kontakte MitID for at give fx en staldmester adgang til virksomhedens MitID Erhverv. På den måde kan du sikre, at det er virksomheden, der er registreret som bruger af hesteholdet, samtidig med at fx en staldmester kan administrere flytninger af hestene i CHR.

Ethvert sted, der holder en eller flere heste (også midlertidigt), skal registreres som et hestehold i CHR. Et hestehold kan fx være en løsdriftsfold, en rideskole, en stald, et græsningsareal eller en kåringsplads. De heste der er opstaldet på et hestehold (overnatter i mere end 30 dage), knyttes til stedet i CHR, men du kan godt have et hestehold registreret (fx en kåringsplads eller en stævneplads), uden der er heste knyttet til stedet i CHR.

Der er kun krav om ét registreret hestehold på hvert sted, så hvis der fx allerede er registreret en rideskole på stedet, skal den tilhørende ridebane ikke også oprettes i CHR.

Hvis der samles heste et sted uden et CHR-nr. til en enkeltstående begivenhed, kan du udfylde en anmeldelsesblanket på virk.dk i stedet for at registrere stedet i CHR. Hvis der ikke er én ansvarlig person eller organisation for arrangementet, skal deltagerne blive enige om, hvem der registrerer arrangementet og har en liste over, hvem der har deltaget. En enkeltstående begivenhed kan fx være overnatning på en shelterplads eller en jagt, der ikke afholdes hvert år.

Du skal oprette dit hestehold via appen 'CHR' eller på Landbrugsindberetning.dk.

Steder, der registreres i CHR, får tildelt et CHR-nummer. CHR-nummeret er knyttet til stedet og ikke ejeren af hesteholdet. Hvis der allerede er oprettet et CHR-nummer for stedet pga. eksisterende dyrehold bliver dette benyttet til at registrere hesteholdet.

Hvis der ikke allerede er registreret et hestehold på det sted, hvor der ligger en ride-/væddeløbsbane, afholdes konkurrencer, dyrskue eller andre arrangementer med heste, skal stedet som udgangspunkt registreres i CHR.

 

Registrering af heste i CHR

Det er kun heste, der er opstaldet (dvs. skal opholde sig på dit hestehold i mere end 30 dage), som​ du skal flytte til hesteholdet i CHR. Du skal foretage registreringen senest 7 dage efter hesten er flyttet til dit hestehold.

Der er nogle få undtagelser fra de 30 dages opstaldning. Er hesten er opstaldet i forbindelse med særlige aktiviteter, skal flytningen kun registreres, hvis hesten er opstaldet, i en længere periode:

  • ​​Registrering i CHR ved 90 dages opstaldning:
    • Heste, der deltager i konkurrencer, væddeløb, opvisninger/skuer, træning eller trækdyrsaktiviteter
    • Hopper, der opstaldes til avl
  • Ingen registrering af flytningen i CHR i hele avlssæsonen:
    • Hingste, der opstaldes til avl

Du skal logge på CHR-appen med det MitID, som du har oprettet hesteholdet med og have hestens pas eller unikke kode/chip-nr. på hesten klar.

Åben CHR-appen og følg disse trin for at tilknytte hesten:

  • Log ind på CHR-appen og tryk på fanen ”Hestehold”.
  • Vælg den hestebesætning, som du ønsker at knytte en hest til.
  • Tryk på knappen ”tilknyt hest”.
    • Indtast hestens unikke kode/UELN-nr/chip-nr.

eller

    • Tryk på knappen ”skan med kamera” – nu bruger du mobilens kamera til at skanne hestens unikke kode eller chipnummer i hestepasset. Når skanneren har fundet nummeret, vil der lyde et bip, og nummeret bliver synligt på skærmen.
  • Tryk på ”søg” for at indlæse hestens oplysninger.

Du kan få mere hjælp til hvordan du knytter en hest til dit hestehold i Fødevarestyrelsens guide til registrering og flytning af heste.

Det er den ansvarlige for det hestehold, hesten flytter til, der har ansvaret for at foretage registreringen i CHR. Det er kun hvis hesten flytter til udlandet, at du skal fjerne hesten fra dit hestehold i appen ’CHR’.

Hvis en hest overnatter på et andet hestehold i mindre end 30 dage, eller er til konkurrencer med overnatning, skal du ikke flytte hesten i CHR. Disse midlertidige flytninger skal noteres i dine fortegnelser for dit hestehold.

Hvis en hest flytter fra dit hestehold eller bliver aflivet, kan du registrere det i CHR ved at fjerne hesten fra dit hestehold i CHR-appen.

Spørgsmål & svar

Har du tidligere oprettet et hestehold, som du ikke længere kan se i CHR-appen, kan det være fordi du har logget ind med et andet MitID, fx dit MitID Erhverv i stedet for dit private MitID. På CHR’s hjemmeside kan du se hvilke hestehold der er registreret på din adresse, og hvor mange heste der er tilknyttet.

Hvis hesten ikke kan fremsøges i CHR, er den ikke er registreret i SEGES’ Hestedatabase. Hestens ejer har ansvaret for at registrere hesten hos SEGES Heste.

Føl og heste der er importeret til Danmark, skal flyttes til et hestehold i CHR i forbindelse med, at ejeren registrerer hesten i SEGES’ Hestedatabase.

Står der en hest på dit hestehold der i CHR er registreret som hingst selvom det er en vallak, eller er hesten registreret som ”ikke er udelukket fra konsum”, selvom den er udelukket i hestepasset? Så skal hesteejeren kontakte SEGES Heste eller den konkurrence-eller avlsorganisation der har udstedt hestepasset for at få det ændret.

Vær opmærksom på, at kastrationer foretaget før 1. januar 2022 og heste udelukket fra konsum før 1. januar 2016 ikke skal være opdateret i CHR. Opdateringen kan foretages frivilligt ved at hesteejer henvender sig til SEGES Heste eller den konkurrence-eller avlsorganisation der har udstedt hestepasset.

Når en hest permanent er flyttet fra dit hestehold til udlandet, skal du fjerne den fra dit hestehold. Du skal vælge hesten i CHR-appen, og trykke på ”Fjern hest”, herefter kommer en menu hvor du kan vælge årsag til at fjerne hesten. Vælg ”Hesten er flyttet til udlandet”.

Et græsningsareal (sæsonafgræsning) skal registreres som et hestehold i CHR, hvis det ikke ligger i umiddelbar forbindelse med dit andet hestehold. Et græsningsareal er i CHR også et hestehold, så der gælder de samme regler for at registrere heste på stedet i CHR.

Hvis græsningsarealet ikke er beliggende på en lokalitet med en officiel adresse, skal du kontakte SEGES’ CHR-afdeling for at få oprettet hesteholdet.

Sådan skal du registrere flytning af heste til græsningsarealer:

  • Registrer flytningen i CHR, hvis hestene skal gå der i mere end 30 dage

Hvis græsningsarealet ikke er beliggende på en lokalitet med en officiel adresse, skal du kontakte SEGES’ CHR-afdeling for at få oprettet hesteholdet.

Når du skal oprette et hestehold et sted uden en adresse, fx et græsningsareal eller en jagt der årligt starter på samme parkeringsplads ved en skov, skal du kontakte SEGES’ CHR-afdeling.

Teamet bag CHR-appen arbejder på, at du i fremtiden kan vælge et punkt på et kort, når du skal oprette dit hestehold, men denne løsning er desværre ikke mulig endnu.

Hvis der samles heste et sted uden et CHR-nr. til en enkeltstående begivenhed, kan du udfylde en anmeldelsesblanket på virk.dk i stedet for at registrere stedet i CHR. Hvis der ikke er én ansvarlig person eller organisation for arrangementet, skal deltagerne blive enige om, hvem der registrerer arrangementet og har en liste over, hvem der har deltaget. En enkeltstående begivenhed kan fx være overnatning på en shelterplads eller en jagt, der ikke afholdes hvert år.

Hvis du har heste, der opholder sig på din klinik i flere dage i træk i forbindelse med undersøgelser eller behandlinger, skal du lade klinikken registrere i CHR som et dyrehospital for heste. 

Helt overordnet skal du ikke registreres i CHR blot fordi du er dyrlæge og behandler heste. Men hvis hestene opholder sig på klinikken, dvs. overnatter i én eller flere dage i forbindelse med undersøgelse/behandling, skal klinikken registreres som et dyrehospital for heste.

Hvis Fødevarestyrelsen kommer på kontrolbesøg på dit hestehold, får du bl.a. tjekket, at dit hestehold og de heste, der er befinder sig på det, er korrekt registreret i CHR. Fx tjekker Fødevarestyrelsen, at hestene er registreret i CHR ved at skanne hestenes chip. I forbindelse med kontrollen skal hestens pas umiddelbart kunne fremvises, hvor hesten er opstaldet. Dog kan registreringen af hesten i CHR som udgangspunkt erstatte fremvisning af hestens pas, men Fødevarestyrelsen kan altid bede om at se hestens originale pas. Som ansvarlig for et hestehold kan du fremvise hestepassene, men det hesteejerens ansvar, at det kan vises frem. Så hvis du har heste opstaldet, som du ikke ejer, kan hesteejerne blive ringet op ved kontrolbesøg for at fremvise hestepasset.

Langt de fleste oplysninger, der er registreret i CHR om besætninger/dyrehold, er offentligt tilgængelige og vises på CHR hjemmesiden chr.fvst.dk. Det betyder blandt andet, at man kan se adressen for dyreholdet og adressen på ejeren af dyreholdet sammen med andre oplysninger, som fx antal dyr, og om dyreholdet er økologisk.

​​​Hvis du har adressebeskyttelse, dvs. hemmelig adresse, viser vi ikke dit navn og adresse på CHR-hjemmesiden under bruger- eller ejeroplysninger.

Hvis du er registreret med dit personnummer (CPR-nummer) i CHR som ansvarlig for et hestehold, vil det naturligvis ikke fremgå af CHR-hjemmesiden, og vi udleverer under ingen omstændigheder dit personnummer til private aktører. 

Når du tilknytter dine heste til dit hestehold i CHR-appen kan du se alle hestens stamoplysninger, som fx chipnummer, UELN og kaldenavn. Men disse oplysninger om hver enkelt hest vises ikke på CHR-hjemmesiden for det enkelte hestehold. Her vises der kun hvor mange heste, der er tilknyttet et hestehold, i form af antal hopper, hingste og vallakker. ​

Du modtager et informationsbrev i e-Boks, når du lader dig registrere med et hestehold i CHR. I brevet orienterer vi dig bl.a. om brugen af de registrerede oplysninger i relation til databeskyttelsesforordningen.

Har du brug for hjælp til registreringen i CHR?

Du kan kontakte CHR-afdelingen hos SEGES på 

Mail: CHR-Skejby@seges.dk
Telefon: 70 15 50 15