Danskerne vil gerne spise flere bælgfrugter - men mange ved ikke hvad det er

10-02-2022

Kun hver tiende spiser i dag bælgfrugter ugentligt, viser en ny offentliggjort rapport om bælgfrugter. Danskerne ønsker dog - ifølge rapporten - at spise flere bælgfrugter i fremtiden. Danskerne efterlyser mere viden, gode smagsoplevelser og inspiration til, hvordan man bruger bælgfrugter.

Forskere fra Aarhus Universitet har set nærmere på danskernes forbrug af bælgfrugter.

Kun halvdelen af danskerne kender til bælgfrugter

Danskerne spiser i gennemsnit 2-5 gram bælgfrugter om dagen. Og det er langt fra de 100 gram som Fødevarestyrelsen anbefaler i De officielle Kostråd – godt for sundhed og klima. Spørger man danskerne, er der forvirring om, hvad bælgfrugter dækker over. Kun lidt over halvdelen kender til kikærter, kidneybønner, linser og hvide bønner. Kikærter er den bælgfrugt, som flest både kan lide og spiser.

I rapporten fra Aarhus Universitet fremgår det, at under 10 % af danskerne spiser bælgfrugter ugentligt. Forbruget er størst hos unge og personer bosat i de større byer. 

Generelt har danskerne ikke særlig stort kendskab til bælgfrugter. Den gode nyhed er, at der faktisk er en interesse for bælgfrugter hos danskerne, og at mange ønsker at spise flere i fremtiden. 

Der er et mønster, hvor de hyppige brugere af bælgfrugter er villige til at spise endnu flere, mens ikke-brugerne ikke er lige så villige til at komme i gang.

Dem, som ikke spiser bælgfrugter, savner inspiration og gode smagsoplevelser

Ikke-brugerne fortæller, at de generelt savner succesoplevelser med bælgfrugter. Det er især, fordi de ofte ikke er begejstrede for hverken smagen eller den melede tekstur. Dermed ser de ikke bælgfrugter som et positivt indslag i maden.

Alligevel mener ikke-brugerne ikke, at mangel på erfaring eller færdigheder er en hindring. Det er nærmere mangel på inspiration og en god smagsoplevelse, der får dem til at fravælge bælgfrugterne. Særligt efterlyser de retter med få ingredienser, som er nemme at lave, og som er lettilgængelige.

Dem, som spiser bælgfrugter, mangler også viden om at bruge bælgfrugter

En del af dem, som bruger bælgfrugter jævnligt siger, at de mangler færdigheder. De ønsker mere information og mere viden om, hvordan de kan bruge bælgfrugter i madlavningen. Så der er i begge tilfælde potentiale for at påvirke forbruget med information og opskrifter.

Landet over fejres Bælgfrugternes Dag d. 10. februar

Rådet for sund mad slår et slag for bønner, linser og kikærter i anledning af FN’s Bælgfrugtsdag d. 10. februar. Det fejres over hele landet i kantiner, i børnehaver, på skoler og på plejehjem. Og der er både noget for den almindelige forbruger og for det professionelle køkken – med musikvideo, opskrifter, fotos, quiz, grafik, videoer og opskrifter. 

Fakta

Kilde: Forbrugsanalyse for bælgfrugter, Aarhus Universitet, januar 2022

Læs mere

Forbrugsanalyse for bælgfrugter - rapport fra Aarhus Universitet, januar 2022

Om Bælgfrugternes dag på Rådet for sund mads hjemmeside 

Kostrådet: Spis mindre kød - vælg bælgfrugter og fisk, Fødevarestyrelsen

På vej mod en sundere og mere bæredygtig kost - E-artikel fra DTU Fødevareinstituttet

En sund og bæredygtig kost er mere plantebaseret - Nyhed fra DTU Fødevareinstituttet

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk

Tilmeld dig Alt om Kost-nyhedsbrevet

Få vores nyhedsbrev direkte i din mailboks.

Så kan du holde dig opdateret om sund mad og måltider, kostråd, kostråd til professionelle køkkener, nye forskningsresultater, gratis materialer og meget andet.