Slik, kage, chokolade og sodavand står for 8-9 % af kostens klimabelastning

28-03-2022

Danskernes høje forbrug af søde sager og drikke udgør 8-9 % af kostens klimabelastning. Ved at følge kostrådet om at spise mindre af det søde, salte og fede, kan danskerne reducere kostens klimabelastning med op til 14%.

Danmark indtager en global førsteplads i slikindkøb og en andenplads i køb af saftevand. Hvert år køber danskerne i snit 35 kilo søde sager og 127 liter søde drikke. Søde sager og drikke er eksempelvis slik, chokolade, kage, is, snacks, desserter, saft og sodavand. 

De søde sager og drikke har et forholdsvist lavt klimaaftryk, men pga. af danskernes høje forbrug udgør de 8-9 % af kostens klimaaftryk. Det fremgår af en artikel skrevet af forskere fra DTU Fødevareinstituttet. 

Søde sager og drikke smager godt, men de indeholder mange kalorier men har ikke de vigtige næringsstoffer, som vi har brug for. Samtidig belaster danskernes høje forbrug af slik, chokolade og sodavand klimaet unødvendigt meget. En ændring af de søde vaner kan gøre kosten mere klimavenlig – og sundere.

Hvor meget kan vi reducere klimabelastningen?

Danskernes høje forbrug svarer til, at hver dansker får cirka 20 % af deres kalorier fra søde sager og drikke. Det er fire gange højere end de ca. 5 %, der er plads til i en sund og klimavenlig kost. 

Hvis danskerne skal følge De officielle Kostråd, skal vi altså reducere forbruget af søde sager med op til 75 %. Dermed vil danskerne samtidig reducere klimabelastningen med 6 %. 

Hvis alkohol medregnes, så udgør søde sager og alkohol samlet ca. 18 % af kostens klimabelastning. Og hvis vi reducerer med 75 %, kan kostens klimabelastning reduceres med op til 14 %.

Kostråd: Spis mindre af det søde, salte og fede

For at spise sundt og klimavenligt, er det nødvendigt at begrænse, hvor meget du spiser og drikker af slik, kage, chokolade, is, desserter, sodavand og saftevand. Det gælder også visse typer af fastfood, fx pizza, pommes frites og burgere.

Du kan godt spise lidt af det søde, salte og fede, men hold igen. Hvis du spiser for meget får du for mange kalorier og det kan føre til overvægt. Samtidig tager disse mad- og drikkevarer pladsen for den mere næringsrige mad. Det gør det svært at få de vitaminer og mineraler, som du har behov for. 

Derfor er det godt for sundhed og klima, hvis du spiser og drikker mindre af det søde, salte og fede.

Læs mere

Nyhed fra DTU Fødevareinstituttet: Voksnes danskeres indtag af slik er tredoblet på 30 år 

Fødevarestyrelsens kostråd: Spis mindre af det søde, salte og fede

Fødevarestyrelsens informationsmateriale: Hvor meget er der plads til af det søde, salte og fede i en sund og varieret kost?

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk.

Tilmeld dig Alt om Kost-nyhedsbrevet

Få vores nyhedsbrev direkte i din mailboks.

Så kan du holde dig opdateret om sund mad og måltider, kostråd, kostråd til professionelle køkkener, nye forskningsresultater, gratis materialer og meget andet.