Derfor er energidrikke ikke for børn

21-02-2024

Børn og unge, som drikker energidrikke, har stor risiko for at få for meget koffein og sukker. I Fødevarestyrelsen fraråder vi derfor, at børn drikker energidrikke.

Ét af de seneste afsnit af DR1-programmet ’Kontant’ har fokus på energidrikke. I programmet medvirker vi fra Fødevarestyrelsen med vores vigtige budskab: Energidrikke er ikke for børn.

Se episoden ”Energidrik – forbudt for børn?” på DRTV.

Salget af energidrikke er steget meget de seneste 10 år. Derfor er det vigtigt, at børn og deres forældre ved, at der kan være mange bivirkninger, når børn drikker det.

Koffein i større mængder kan betyde, at børn og unge bliver:

  • urolige 
  • irritable
  • får svært ved at koncentrere sig.

Samtidig kan børn, der har drukket energidrikke

  • få mavesmerter, hovedpine og kvalme 
  • blive rastløse
  • få hjertebanken og muskelrystelser 
  • få svært ved at sove ordentligt.

Anbefalinger til børn og unge

Der findes ingen lov om, hvor gammel man skal være for at købe energidrikke, men i Fødevarestyrelsen fraråder vi, at børn drikker energidrikke.

Unge (15-17 år) tåler højst en lille dåse energidrik om dagen (25 cl), men kun hvis de ikke får koffein fra cola, kaffe eller te. På grund af sukkerindholdet anbefaler vi dog, at unge max drikker 0,5 liter energidrik eller andre sukkerdrikke om ugen.

Fødevarestyrelsen anbefaler i De officielle Kostråd, at både børn og voksne slukker tørsten i vand, da det er væske helt uden kalorier.

Læs om kostrådet ’Sluk din tørst i vand’.

Hvad er energidrikke?

Energidrikke er læskedrikke med et højt indhold af koffein. Energidrikke indeholder ofte mere sukker end sodavand. Af hensyn til din sundhed – ligegyldig alder – er det derfor vigtigt, at du begrænser, hvor meget energidrikke og andre søde drikkevarer du drikker. Både energidrikke og andre søde drikkevarer kan nemlig bidrage til, at du får for mange kalorier, hvis du drikker det ofte og i store mængder.

Den mængde koffein, som i dag tillades i en energidrik på 2,5 dl (dvs. en lille dåse), svarer ca. til den mængde koffein, der findes i en kop kaffe (2 dl).

Hvad er koffein?

Koffein forekommer naturligt i bl.a. kaffe, te, kakao og kolanødder. Koffein tilsættes også fødevarer som fx energidrikke og cola. 

Voksne bør højst indtage 400 mg koffein pr. dag. En kop kaffe (2 dl) indeholder ca. 100 mg koffein, så det svarer til ca. 4 kopper kaffe pr. dag.

Der gælder særlige anbefalinger for gravide – læs mere her.

Læs mere 

Energidrikke

Koffein til gravide og ammende

Kostråd om vand og søde drikkevarer

De officielle Kostråd

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk

Tilmeld dig Alt om Kost-nyhedsbrevet

Få vores nyhedsbrev direkte i din mailboks.

Så kan du holde dig opdateret om sund mad og måltider, kostråd, kostråd til professionelle køkkener, nye forskningsresultater, gratis materialer og meget andet.