Derfor skal du tage D-vitamin om vinteren

20-02-2024

Hver 5. dansker, der ikke tager vitamintilskud, mangler D-vitamin om foråret. Derfor anbefaler Fødevarestyrelsen, at man tager tilskud af D-vitamin fra oktober til april. Alligevel er det kun hver fjerde dansker mellem 18-34 år, der følger anbefalingen.

Der findes flere måder, du kan styrke din krop på. Spis D-vitamin i vinterhalvåret

Når sommeren lakker mod enden, og efterårets regn og blæst hænger over os, er det tid til at finde D-vitaminpillerne frem. Solen er nemlig den vigtigste kilde til D-vitamin. I sommerhalvåret – fra maj til september – er solens stråling i Danmark så kraftig, at du får det D-vitamin, du har brug for, hvis bare du opholder dig udendørs i løbet af dagen.

I vinterhalvåret forholder det sig dog anderledes. Fra oktober til april er solens stråling i Danmark ikke stærk nok til at danne D-vitamin i huden. Derfor er det vigtigt, at du supplerer med D-vitamin i denne periode.

Styrk dine muskler og knogler

Over halvdelen af personer over 56 år tager D-vitamin dagligt. Det er væsentlig mere end hos personer i alderen 18-34 år, hvor det kun gælder for hver fjerde. Men D-vitamin er ikke kun vigtigt for personer, hvor aldersuret er passeret 50 år. Det er vigtigt for alle voksne og faktisk også for børn.

D-vitamin øger optagelsen af calcium i tarmen og er nødvendig for at opbygge og bevare stærke knogler. Hvis du mangler D-vitamin, kan det betyde, at dine knogler nedbrydes, og din muskelstyrke bliver nedsat - uanset hvor meget tid du bruger i fitnesscenteret for at opbygge dem. På sigt kan mangel på D-vitamin give bløde knogler, og risikoen for at udvikle knogleskørhed stiger.

Fødevarestyrelsen anbefaler derfor, at alle voksne og børn fra 4 år tager et D-vitamintilskud på 5-10 μg dagligt i vinterhalvåret. På den måde kan du allerede i en tidlig alder forebygge evt. sygdomme senere i livet. 

Der findes særlige anbefalinger for dig, der er over 70 år, gravid og ammende, børn og voksne, der er mørk i huden eller bærer tildækket beklædning om sommeren.

Find Fødevarestyrelsens andre anbefalinger om D-vitamin her

Har du husket D-vitamin i dag?

Har du, som mange andre, ikke fået taget tilskud af D-vitamin i løbet af vinteren? Så er det stadig ikke for sent. Få tanket op af dit lager af D-vitamin og gør det til en god vane. Så kan du træde ind i foråret med god samvittighed.

Læs mere

Download pjece med anbefalingerne for D-vitamin (teksten er på flere sprog)

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk

Tilmeld dig Alt om Kost-nyhedsbrevet

Få vores nyhedsbrev direkte i din mailboks.

Så kan du holde dig opdateret om sund mad og måltider, kostråd, kostråd til professionelle køkkener, nye forskningsresultater, gratis materialer og meget andet.