Kravene til fødevarer med Nøglehullet skal revideres

27-06-2024

Fødevarestyrelsen rækker ud til virksomheder, detailhandel, branche- og interesseorganisationer for at få input til den kommende justering af det fællesnordiske ernæringsmærke.

Det grønne Nøglehul har i 15 år prydet danske fødevarer med mere fuldkorn og mindre salt, fedt og sukker end andre sammenlignelige varer. Gennem årene er kriterierne for Nøglehullet løbende blevet justeret i takt med ny viden og øgede ambitioner for sundere fødevarer. Sidste sommer blev de Nordiske Næringsstofanbefalinger opdateret. På den baggrund har de nordiske lande bag Nøglehulsmærket – Sverige, Norge, Island og Danmark – besluttet, at tiden er inde til at tilpasse kriterierne.

Arbejdet med justeringerne starter med, at Fødevarestyrelsen spørger danske fødevareproducenter, detailhandelen, interesseorganisationer og andre interessenter i fødevarebranchen om deres input til de kommende justeringer. Nøglehullets opdaterede regler kan tidligst træde i kraft den 1. januar 2026.

Målet er at sikre, at nøglehulsmærkningen fortsat følger de nordiske ernæringsanbefalinger. Revisionen omfatter ikke hele Nøglehulslovgivningen, men vil fokusere på udvalgte områder. Inden de nye regler træder i kraft, bliver de reviderede kriterier sendt i høring, hvor forslagene til ændringer præsenteres.

En nem vej til bedre spisevaner

Nøglehullet ejes af den svenske Fødevarestyrelse (Livsmedelsverket) og findes på fødevarer i Danmark, Sverige, Norge og Island. De nordiske lande samarbejder om kriterierne for Nøglehulsmærket.

Nøglehullet findes på både færdigpakkede og ikke-færdigpakkede fødevarer. Mærkningen findes bl.a. på friske og frosne grøntsager, på olie og på varer i køledisken, på brødhylden, blandt kornpakkerne og på frisk fisk. Også færdigretter og sandwich kan få Nøglehulsmærket.

95 procent af Danmarks befolkning genkender mærket.

Virksomheder kan komme med ønsker til ændringer

Har du eller din virksomhed ønsker til ændringer, kan I frem til den 2. september udfylde Livsmeddelsverkets spørgeskema

Spørgeskema vedr. revision af kriterierne for Nøglehulsmærket

Læs mere

Nøglehullet

Sådan kan du bruge Nøglehullet 

Nordic Nutrition Recommendations 2023 

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt, tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk

Tilmeld dig Alt om Kost-nyhedsbrevet

Få vores nyhedsbrev direkte i din mailboks.

Så kan du holde dig opdateret om sund mad og måltider, kostråd, kostråd til professionelle køkkener, nye forskningsresultater, gratis materialer og meget andet.