Samme kostråd til gravide og ammende – med mindre specificeringer
- Selvom behovet for nogle vitaminer og mineraler har ændret sig en del med NNR 2023, viser vurderingen fra DTU Fødevareinstituttet, at de gældende kostråd fortsat er dækkende for gravide og ammende, siger Kirstine Hartvig Mahler, enhedschef for Bæredygtig Mad og Sundhed hos Fødevarestyrelsen.
Gennem graviditeten øges energibehovet gradvist, og ved amning har kroppen ligeledes brug for ekstra energi. Samtidig har gravide og ammende, et ekstra behov for næringsstoffer. Derfor lyder det første af kostrådene til denne målgruppe stadig ’Følg De officielle Kostråd og skru op for den sunde mad’. Det er dog nu blevet tilføjet, at der med dette kostråd menes, at man skal skrue op for grøntsager, bælgfrugter, frugter, nødder, frø, fuldkornsprodukter og kartofler samt fisk, æg, mejeriprodukter og kød.
Derimod skal man ikke skrue op for snacks, søde sager og søde drikke, men fortsat holde sig til højst 5 håndfulde om ugen.
Kosttilskudsanbefalinger og fødevarer, som man skal holde igen med
Det andet kostråd til gravide og ammende lyder fortsat ’Tag de anbefalede kosttilskud’. Herunder uddybes det, hvilke kosttilskud som anbefales hhv. når man planlægger graviditet, er gravid og eller ammer. Der er ikke lavet nogle ændringer i de anbefalede kosttilskud.
Det tredje kostråd lyder fortsat ’Undgå eller hold igen med visse fødevarer’. Dette er en række fødevarespecifikke råd som gravide, ammende og kvinder, som forsøger at blive gravide, bør være opmærksomme på for at undgå uønsket kemi i maden, madbakterier og parasitter. Heller ikke her er der ændret noget.
Nye referenceværdier for gravide i NNR 2023
Siden NNR udkom i 2023 har der været en proces, hvor referenceværdierne for gravide er blevet revurderet. Den oprindelige version af NNR 2023 indeholdt kun én referenceværdi per næringsstof for de gravide, svarende til behovet i slutningen af tredje trimester. Da behovet for næringsstoffer varierer markant fra tidlig graviditet til slutningen af graviditeten, har den videnskabelige komité bag NNR2023 nu udledt tre separate referenceværdier, som dækker behovet midt i hvert trimester.
Hvis du benytter dig af referenceværdierne til eksempelvis kostplanlægning for gravide, opfordrer vi til, at du orienterer dig i den nyeste pdf version af NNR2023 med opdaterede referenceværdier. Den finder du på Nordisk Ministerråds side.