Ikrafttrædelsesdato flyttes for hesteindberetninger til VetStat i 2026

23-01-2026

Kravet om dyrlægers indberetning af receptpligtige antimikrobielle lægemidler anvendt eller udleveret til heste, forventes at træde i kraft i foråret 2026.

Udvidelse af indberetningsforpligtelsen til VetStat

Styrelsen for Landbrug, Fødevarer og Fiskeri skal her følge op på tidligere information om, at kravet om indberetning til VetStat for dyrlæger, jævnfør § 35 i bekendtgørelse om dyrlægers anvendelse, udlevering og ordinering m.v. af lægemidler til dyr, pr. 1. januar 2026 ville blive udvidet til at også at inkludere dyrlæger, der behandler heste.

Ikrafttrædelsen er forsinket, hvorfor det omtalte krav endnu ikke er gældende.

Indberetningskravet for dyrlæger, der behandler heste, vil forventeligt alene omfatte antimikrobielle lægemidler, svarende til antimikrobielle lægemidler som omfattet af punkt 3 i bilaget til Kommissionens delegerede forordning (EU) 2021/578, jf. artikel 3 i samme forordning.

Styrelsen vil snarest muligt følge op med information om dato for ikrafttrædelse af dette nye krav samt nærmere om, hvilke oplysninger der vil skulle indberettes i den sammenhæng.

Læs mere om indberetninger til VetStat og kontakt teamet

For mere information kan man med fordel læse svar på ofte stillede spørgsmål omkring hesteindberetninger på styrelsens hjemmeside under FAQ om VetStat og indberetninger:
Gå til siden med ”Ofte stillede spørgsmål (FAQ)”

Hvis du har spørgsmål til indberetningsforpligtelsen eller brugen af VetStat, så kontakt VetStat-driftsteamet via mail til VetStat@fvst.dk eller på telefonnr. 72 27 68 87 (åben mandag til torsdag kl. 9-15).