Fødevarestyrelsen nedlægger Fødevarepartnerskabet og udtræder af Rådet for sund mad

02-10-2026

Fødevarestyrelsen har gennemgået, hvilke partnerskaber på fødevareområdet, styrelsen skal deltage i.

Fødevarestyrelsen har på et bestyrelsesmøde den 1. oktober orienteret om, at styrelsen nedlægger Fødevarepartnerskabet. Derudover udtræder Fødevarestyrelsen af Rådet for Sund Mad med udgangen af 2026.

”Vi kigger løbende på, hvordan vi bruger vores ressourcer bedst muligt. I den forbindelse har vi vurderet, at tiden er inde til at samarbejde med erhvervet og organisationerne på andre måder f.eks. om mere afgrænsede dagsordener. Det har vi bl.a. set fungere godt i Fuldkornspartnerskabet” siger enhedschef i Bæredygtig Mad og Sundhed, Kirstine Hartvig Mahler.

”Vi sætter stor pris på det værdifulde samarbejde, vi har haft med partnerne i Fødevarepartnerskabet og Rådet for Sund Mad. Fødevarestyrelsen vil afsøge muligheder for nye værdiskabende samarbejder og ser frem til at fortsætte den gode dialog med partnerne fremadrettet.” fortsætter Kirstine.

Faktaboks

Fødevarepartnerskabet

  • Fødevarepartnerskabet (tidligere Innovationspartnerskabet) blev lanceret i 2018
  • Formålet med partnerskabet var at gøre det nemmere for alle at vælge sundere mad og måltider, der tager hensyn til klimaet
  • Partnerskabet har haft ca. 100 partnere, bl.a. fødevareproducenter, kantiner, detailhandel, branche- og sundhedsorganisationer og uddannelsesinstitutioner.

Rådet for sund mad

  • Rådet for sund mad (tidligere Måltidspartnerskabet) blev etableret i 2012
  • Rådet er en national netværks- og samarbejdsplatform, der er etableret for at understøtte initiativer, der kan bidrage til visionen om, at alle spiser og drikker sundere med udgangspunkt i myndighedernes anbefalinger som De officielle Kostråd
  • Rådet har ca. 25 medlemmer bl.a. styrelse, videns- og forandringsorganisation, branche- og interesse organisationer, kommuner, uddannelsesinstitutioner og fødevareproducenter. 

Kontakt

Fødevarestyrelsens pressevagt.

Tlf.: 2284 4834, mail: presse@fvst.dk

Tilmeld dig Alt om Kost-nyhedsbrevet

Få vores nyhedsbrev direkte i din mailboks.

Så kan du holde dig opdateret om sund mad og måltider, kostråd, kostråd til professionelle køkkener, nye forskningsresultater, gratis materialer, webinarer og meget andet.