Kun medicinrester i én ud af 12.000 prøver

18-01-2023

Bare én ud af 12.000 prøver fra æg, kød og mælk skilte sig ud med et for højt restindhold af antibiotika.

​​Når vi fylder indkøbskurven med æg, kød og mælk, skal varerne være fri for forbudte hormoner og rester af medicin. Derfor fører alle EU-lande kontrol med bl.a. landbruget, æg-pakkerierne og mejerierne. I Danmark står Fødevarestyrelsen hvert år for ca. 12.000 prøver, hvoraf ca. 8.000 er fra grisestalde og svineslagterier, næsten 2.000 er fra malke- og kødkvægsbesætningerne og ca. 1.500 fra bl.a. æg, fisk, ænder og kyllinger.  

- I én enkelt prøve ud af 12.000 blev der fundet rester af antibiotika over grænseværdien. Det er et meget tilfredsstillende resultat, som igen​ viser, at landbruget og dambrugerne ved, hvad det kræver at holde æg, dyr og mælk fri for medicinrester, siger kontorchef Christian Strøyer, Fødevarestyrelsen.

Det er Fødevarestyrelsens tilsynsførende, som tager prøverne under deres daglige kontroller på slagterierne, og når de er på tilsyn i landbrugsbesætninger. Det var i en prøve taget på et slagteri, at laboratoriet fandt en enkelt so, hvor landmanden ved en fejl havde sendt dyret til slagtning, før medicinen var ude af kroppen.

- Lægernes muligheder for at behandle sygdomme og infektioner er truet af bakterier, der er resistente over for nogle typer antibiotika. Vores mange kontroller er med til at sikre, at landbruget rent faktisk afslutter den medicinske behandling af deres dyr, inden vi spiser deres æg og kød eller drikker deres mælk, siger Christian Strøyer.

Prøverne for medicinrester er taget i 2021. Som følge af EU-bestemmelser tager Fødevarestyrelsen hvert år prøver til kontrol for medicin- og hormonrester.

Se mere om restkoncentrationer og de seneste års rapporter her

Yderligere oplysninger:

Journalister kan kontakte Fødevarestyrelsens pressevagt på 22 84 48 34 .

Senest opdateret 18-01-2023