I ni ud af ti midlertidige spisesteder, som Fødevarestyrelsen fra april til december 2024 besøgte på bl.a. byfester, musikfestivaler og julemarkeder, gik de tilsynsførende derfra med et smil.
Besøgene var en del af en kontrol- og vejledningskampagne, der skal sikre, at festivalgæster og andre besøgende uden frygt for roskildesyge kan sætte tænderne i nogle af de mange fristelser fra f.eks. burgerboder eller isvogne.
- Når det bliver forår og solen skinner, ser vi mange mobile spisesteder blive rullet i stilling rundt i landet til en ny sæson af markeder og festivaler. Vores kampagne fra 2024 viser heldigvis, at langt de fleste madudbydere har styr på kravene til f.eks. opbevaringstemperaturer, skadedyrssikring og håndvask, siger enhedschef Lene Mølsted Jensen.
Få brodne kar
I 10 pct. af kontrollerne fra 2024 fik virksomheden en sanktion fra Fødevarestyrelsens tilsynsførende. Omkring halvdelen af sanktionerne var en indskærpelse af reglerne, mens de mere alvorlige overtrædelser i den anden halvdel endte med enten en bøde eller et forbud mod at holde åbent.
- Vi fandt enkelte spisesteder, der virkelig havde rod i biksen. F.eks. nogle, der opbevarede kølevarer ved stuetemperatur, ikke havde mulighed for at vaske hænder, eller havde museekskrementer i butikken, fordi de ikke havde sikret sig mod skadedyr. Den slags reagerer vi altid på, så gæsterne ikke skal gå og bekymre sig om at blive syge af deres måltid, siger enhedschef Lene Mølsted Jensen.
De to mest hyppige overtrædelser var manglende egenkontrol og håndtering af fødevarer, som f.eks. servering af kylling til gæsterne med samme tang, som bruges til at tilberede maden. Derefter kom manglende rengøring og mærkning/information til forbrugerne.
Alle virksomheder, der fremstiller eller sælger mad i Danmark, skal overholde en række krav til hygiejne og information til forbrugerne.
Mobile madboder eller food trucks, der kun holder åbent sammenlagt 30 dage om året, hører dog under Fødevarestyrelsens bagatelgrænse, så der for eksempel ikke gælder samme krav til egenkontrolplaner for hygiejne, indretning mv. som for registrerede spisesteder.