Det Økologiske Spisemærke

Nyt digitalt kort: Find økologiske spisesteder i dit lokalområde

13-08-2025

Restauranter, børnehaver og caféer med Det Økologiske Spisemærke bliver nu lettere at finde med lanceringen af Fødevarestyrelsens nye kort. Mere end 3.500 spisesteder har i dag opnået mærket i guld, sølv eller bronze.

På udkig efter en café eller en daginstitution til dit barn, som serverer økologisk frokost?

Et nyt digitalt kort gør det lettere at finde spisesteder med Det Økologiske Spisemærke direkte fra mobilen.

- Vi er stolte af, at vores kort nu er live, så de danskere, der ønsker højere dyrevelfærd samt bedre biodiversitet og vandmiljø, lettere kan finde de spisesteder, der har prioriteret økologiske madvarer. Både til dem, der tager på restauranter og caféer, men også til f.eks. forældre, der søger en vuggestue, siger enhedschef Kirstine Hartvig Mahler.

- Vores samarbejdspartnere har længe efterspurgt et kort over spisestederne med Det Økologiske Spisemærke, så nu håber vi selvfølgelig, at det vil blive hyppigt brugt, tilføjer hun.

Det Økologiske Spisemærke, der findes i guld (90–100 % økologi), sølv (60–90 %) og bronze (30–60 %), afhængigt af hvor meget økologi, der er på menuen. I dag har mere end 3.500 spisesteder Det Økologiske Spisemærke. Omkring 25 % er private som f.eks. hoteller eller caféer, mens ca. 75 % af dem er offentlige køkkener som f.eks. kommunale daginstitutioner.

Kortet bliver officielt lanceret på madfestivalen Copenhagen Cooking, der i år har et særligt fokus på økologi. Copenhagen Cooking finder sted 15.-24. august.

Udforsk kortet her

Pressekontakt

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 2284 4834 eller sende en mail til presse@fvst.dk.

Fakta om Det Økologiske Spisemærke

Introduceret af Fødevarestyrelsen i 2009, og viser andelen af økologiske føde- og drikkevarer på stedet.

Tre niveauer: Guld (90–100 % økologi), Sølv (60–90 %) og Bronze (30–60 %).

Over 3.500 spisesteder i Danmark bærer mærket – ca. 75 % i offentlige køkkener og ca. 25 % i private.