Fødevarestyrelsen advarer forbrugerne mod at købe tre kosttilskud fra TikTok-profilen ”mpower_dk” og hjemmesiden https://mpowernutrition.shop. De tre kosttilskud, ”Ashwagandha+”, ”Testosterone Booster” og ”Tongkat Ali+”, indeholder planteingredienser, der er både ulovlige og sundhedsskadelige. Det drejer sig om følgende ingredienser:
- Tribulus terrestris, der kan give alvorlige skader på leveren samt varige skader på nervesystemet. Plantens indhold kan blandt andet påvirke koncentrationen af dopamin i hjernen. En reduktion af dopaminindholdet i hjernen bliver forbundet med sygdommen Parkinson.
• Ashwagandha (Withania somnifera), der kan have skadelige virkninger på immunsystemet og skjoldbruskkirtlens funktion.
• Maca (Lepidium meyenii Walp.), der kan skabe ubalance i hormonsystemet hos kvinder og påvirke kønsorganer og sædcelleproduktion negativt hos mænd.
Virksomheden har ikke standset og tilbagekaldt de ulovlige produkter, som påbudt af Fødevarestyrelsen. Virksomheder, der markedsfører fødevarer, herunder kosttilskud, har pligt til at lade sig registrere hos Fødevarestyrelsen. Denne virksomhed har ikke ladet sig registrere. Fødevarestyrelsen opfordrer forbrugere, der har købt produkterne, til at smide dem ud.
Kosttilskud, som er registreret hos Fødevarestyrelsen, er omfattet af myndighedskontrol. Find listen over registrerede kosttilskud på linket her.