Rust i emhætten eller slidte fuger mellem klinkerne er gode gemmesteder for bakterier i køkkenet, og kan gøre restaurant- og kantinegæsterne syge. Derfor er vedligeholdelse af køkkener og køkkenudstyr hos bl.a. restauranter i fokus i årets største kontrol- og vejledningskampagne fra Fødevarestyrelsen.
- Et industrikøkken skal selvfølgelig ikke ligne en operationsstue; det afgørende er, at gæsterne ikke bliver syge af den mad, de spiser. Det er der en risiko for, hvis ikke køkkenet og køkkenudstyret er blevet vedligeholdt. Hvis der f.eks. drysser afskallet maling ned fra loftet eller hvis revner i skærebrættet gør det svært at rengøre, siger fødevarechef Lasse Guldbrandsen.
Udover vedligeholdelse har kampagnen fokus på valg af materialer, som er lette at rengøre. F.eks. er en rå betonvæg i køkkenet sværere at rengøre end en væg med klinker og fuger.
- En vigtig del af kampagnen er at vejlede om, hvordan et professionelt køkken kan indrettes optimalt, så det et let at bruge og rengøre. Men hvis vi ser alvorlige brud på fødevarereglerne, så giver vi også en sanktion, forklarer Lasse Guldbrandsen.
Kampagnen omfatter blandt andet kantinekøkkener, restauranter, supermarkeder og importører af frugt, grønt og kød.