Rugbrødsmadder kan sagtens serveres til aftensmad, mener to ud af tre danskere, mens en femtedel mener, at det udelukkende hører til ved frokostbordet. Det viser en ny spørgeundersøgelse, der er lavet for Fuldkornspartnerskabet.
Mens spørgsmålet om rugbrød deler vandene, er næsten alle danskere enige om, at deres måltider skal smage godt (95%) og at de skal mætte (94%). Halvdelen (51%) mener desuden at det er vigtigt, at måltidet er billigt, mens godt en fjerdedel (27%) har klimaet i tankerne, når de skal lave mad.
- Det er positivt, at mange ser rugbrød som en del af aftensmaden. Rugbrød er en nem måde at få lidt mere fuldkorn på tallerkenen i en travl hverdag, siger enhedschef Kirstine Hartvig Mahler og tilføjer:
- Uanset om man er til rugbrød med fiskefrikadeller eller fuldkornspasta med pesto, er det en god idé at vælge et produkt med masser af fuldkorn. Korn og gryn mætter godt, er rig på vitaminer, mineraler og kostfibre og er blandt de fødevarer, der har det laveste klimaaftryk.
Undersøgelsen er lavet af den eksterne virksomhed Quantic Research for Fuldkornspartnerskabet. Den er foretaget i september 2025, og der er blevet interviewet 1.022 respondenter.
Se rapporten her (pdf)