Tre kosttilskud, til salg på den tyske webshop braintimize.dk, indeholder sundhedsskadelige ingredienser. Det drejer sig om produkterne: Ashwagandha Intenso’, ’Brain Life’ og ’Curcumin C3 Complex’.
Produkterne indeholder Ashwagandha, der kan skade immunsystemet og skjoldbruskkirtlen, og Curcumin, der kan have skadelige virkninger på leveren, mave-tarmsystemet og under graviditet i form af lavere fødselsvægt.
Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har vurderet, at det højeste acceptable daglige indtag af curcumin er på 210 mg for en voksen person på 70 kg. Kosttilskuddet Brain Life indeholder 600 mg curcumin og kosttilskuddet Curcumin C3 Complex indeholder 1000 mg curcumin, og overskrider dermed markant det højeste acceptable daglige indtag af curcumin.
Det er ikke muligt at fastsætte et acceptabelt dagligt indtag for Ashwagandha.
Hvad kan du gøre som forbruger
Styrelsen opfordrer dig, som har købt de ovennævnte kosttilskud på braintimize.dk, til at kassere dem.
På styrelsens hjemmeside kan du undersøge om et kosttilskud er anmeldt i Danmark og dermed er underlagt styrelsens stikprøvekontrol af blandt andet fødevaresikkerhed.