Fugleinfluenza

40.000 kalkuner aflives efter fund af fugleinfluenza

23-10-2026

Stor kalkunbesætning i Slagelse Kommune er ramt af højpatogen fugleinfluenza. Det er første konstaterede udbrud i denne sæson.

Fødevarestyrelsen har oprettet en beskyttelses- og overvågningszone omkring den smittede besætning i Bøgelunde. I begge zoner gælder nu skærpede krav til alle fjerkræejere.

Første udbrud af højpatogen fugleinfluenza siden april er konstateret i en kalkunbesætning i Bøgelunde (Slagelse Kommune), bekræfter analyseresultater fra Statens Serum Institut.

Af hensyn til dyrevelfærden og for at mindske risikoen for smittespredning aflives kalkunerne lørdag, mens beskyttelses- og overvågningszonen (restriktionszoner) omkring besætningen træder i kraft med det samme.

- Vi ser typisk flest tilfælde af højpatogen fugleinfluenza, når trækfugle flyver over Danmark, som de gør netop nu under efterårstrækket. Der er desuden fundet højpatogen fugleinfluenza i flere vilde fugle de seneste uger.  Derfor er det ikke overraskende, at vi nu ser sæsonens  første tilfælde af højpatogen fugleinfluenza i en fjerkræbesætning, siger dyrlæge og enhedschef Mette Kirkeskov Sie og tilføjer:

- Man kan heldigvis gøre meget selv for at mindske risikoen for, at fugleinfluenzaen spreder sig til fjerkræ eller fugle i fangenskab.

Fødevarestyrelsen opfordrer alle, der holder fjerkræ og fugle, til at have fokus på smittebeskyttelse og bl.a. skifte fodtøj, inden de går ind til deres dyr. Derudover er det vigtigt, at man sikrer, at vilde fugle hverken kan få adgang til dyrene eller deres vand og foder.

Fugleinfluenza smitter normalt ikke særlig let til mennesker, men finder man syge eller svækkede fugle i naturen, er det vigtigt ikke at røre ved dem.  Fund af døde vilde fugle skal anmeldes til Fødevarestyrelsen via app’en FugleinfluenzaTip.

Udbrud medfører også restriktionszoner

Bor du i en zone?

Der er krav om, at alle fjerkræejere inden for zonerne skal registrere deres fugle på landbrugsindberetning.dk, og den kommende tid er det er forbudt at flytte levende fugle, æg og fjerkræprodukter til og fra zonerne uden særlig tilladelse fra Fødevarestyrelsen. Der må heller ikke afholdes markeder, udstillinger eller konkurrencer med fugle og fjerkræ i zonerne.

Zonerne bliver ophævet, når Fødevarestyrelsen har gennemført undersøgelser i restriktionszonerne, og risikoen for smittespredning mindsket.

Trusselsniveauet

Den seneste trusselsvurdering for højpatogen fugleinfluenza fra den 4. maj 2026 er fortsat gældende. Truslen fra de vilde fugle er således fortsat ”Medium”. Fødevarestyrelsen følger HPAI-udviklingen tæt og vil informere, hvis trusselsniveauet ændres til ”HØJ”, hvilket betyder, at det vil blive indført et landsdækkende krav om overdækning af fjerkræ og andre fugle.

Pressekontakt

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 22 84 48 34 eller sende en mail til presse@fvst.dk.

Hent pressebilleder