I foråret blev der indført restriktioner i Esbjerg kommune som følge af BVD i tre kvægbesætninger, som siden har generhvervet fri status for BVD-sygdommen. Nu er de tre besætninger igen erklæret smittet. Der er altså tale om de samme besætninger, og der er ikke tegn på, at sygdommen har bredt sig til andre besætninger. Man er allerede godt i gang med at inddæmme sygdommen og gøre foranstaltninger for igen at kunne generhverve fri status for BVD.
Sygdommen kan ikke smitte mennesker, men der er tale om en alvorlig, smitsom kvægsygdom, som kan give akutte infektioner med bl.a. feber, diarre, aborter og nedgang i mælkeydelse. Hvis en drægtig ko bliver smittet i den første del af drægtigheden, kan den føde en kronisk inficeret kalv, som kan sprede store mængder BVD-virus gennem hele dens levetid.
På den baggrund har Fødevarestyrelsen lagt en række restriktioner på de tre besætninger for at begrænse risikoen for smittespredning.
Danmark har siden 2022 været erklæret fri for BVD, hvilket giver flere fordele i forbindelse med samhandel og eksport til tredjelande.
- EU-reglerne giver os en mulighed for, at Danmark for nuværende kan beholde sin status som BVD-fri. Det kræver at vi ’indhegner’ sygdommen i Esbjerg Kommune, hvor den frie status bliver suspenderet i en periode, mens resten af landet bevarer sin BVD-fri status, forklarer enhedschef Mette Kirkeskov Sie.
Under suspenderingen gælder særlige foranstaltninger for flytning af kvæg fra besætninger i Esbjerg Kommune. Foranstaltningerne skal sikre:
- at smitten ikke spredes til andre besætninger
- at resten af Danmark kan bevare sygdomsfri status for BVD
- at Esbjerg Kommune hurtigst muligt kan generhverve fri status
- at det er muligt at flytte dyr til andre EU-lande.
For at modtageren af kvæg kan opretholde sygdomsfri status for BVD, er der krav om, at dyr eller besætninger fra Esbjerg Kommune er testet fri for BVD.
Det er en forudsætning for Danmarks BVD-status, at smitten ikke spreder sig til andre besætninger uden for Esbjerg Kommune, og derfor opfordres alle kvægejere til at give deres smittebeskyttelse ekstra opmærksomhed.
- Det handler om at blokere alle de veje, smitten kan tage ind i en besætning. Sørg bl.a. for, at de, der kommer i din besætning, ikke kommer direkte fra en anden besætning og skifter tøj og fodtøj, inden de går ind til dine dyr, lyder opfordringen fra enhedschef Mette Kirkeskov Sie.
BVD er ikke klassificeret som f.eks. fugleinfluenza og afrikansk svinepest og smittede besætninger aflives ikke. Myndighederne udbetaler ved denne sygdom hverken erstatning for driftstab eller evt. aflivede dyr.
Læs mere her