Fødevarestyrelsen modtager løbende æg fra hobbyhøns for at analysere dem for indhold af PFAS. Foreløbig har Fødevarestyrelsen set overskridelser af grænseværdien for PFAS i 8 ud af 20 prøver. De analyserede æg er indsendt af private borgere på baggrund af Fødevarestyrelsens opslag på Facebook.
Fødevarestyrelsen har efterfølgende analyseret foder til nogle af de høns med et højt PFAS-indhold i æggene. Her er der ikke fundet PFAS.
– Der kan være mange kilder til PFAS i æg fra hobbyhøns, hvor hønsene har mulighed for at søge føde i hønsegården eller på friland. Det forhøjede indhold af PFAS kan skyldes generel forurening, hvor PFAS er blevet akkumuleret i græs, insekter og regnorme, men det kan også være fra specifik forurening af arealer eller byggematerialer, som høns går og pirker i,
siger enhedschef Henrik Dammand Nielsen, Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen understreger, at der ikke er fundet PFAS i forhøjede niveauer i æg, der sælges i butikkerne, heller ikke i økologiske æg. Det skyldes bl.a. en målrettet indsats for at sænke indholdet af PFAS i fiskemel, som bruges i foder.
– Der er en risiko for, at du får et forhøjet indtag af PFAS, hvis du spiser æg fra dine egne høns hver dag. Derfor er det klogt at variere sit forbrug og supplere med æg fra butikkerne,
siger Henrik Dammand Nielsen.
Fødevarestyrelsen afventer stadig enkelte analyser af æg og vil løbende informere om resultaterne.
Læs notatet fra DCA – Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug