Potentialet for at mindske madspild i den danske detailbranche er fortsat stort.
En ny rapport fra Miljøstyrelsen viser, at mængden af madspild i detailhandel og anden fødevaredistribution i 2023 er opgjort til 103.906 ton.
Det svarer til en stigning på 6.195 ton madspild sammenlignet med 2019.
Selv om de nye tal til dels afspejler en bedre datamonitorering, understreger tallene også, at madspild udgør et alt for stort spild af vores ressourcer.
Fødevareminister Jacob Jensen (V) har netop taget initiativ til Madspildsstrategi 2.0, der skal vende udviklingen og bygge videre på de eksisterende initiativer og erfaringer fra Danmarks første fokuserede madspildsstrategi, som ministeren præsenterede i marts 2024.
Som noget nyt vil strategien supplere og styrke den samlede indsats gennem et øget fokus på donation af overskudsmad, upcycling og best practice.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Jacob Jensen (V) siger:
”De seneste tal tyder desværre på, at vores madspild ikke er blevet mindre, og det ærgrer mig naturligvis som landets fødevareminister. Mindre madspild er godt for både klima og pengepung og kan samtidig være med til at styrke Danmarks fødevareforsyningssikkerhed. Men det kræver, at vi tager skeen i den anden hånd. Derfor booster vi nu indsatsen mod madspild med en strategi, der i højere grad fremmer nye redskaber som bl.a. upcycling og innovation, uden at det medfører besværlige regler og benspænd. Danske virksomheder er allerede dygtige til at finde bæredygtige løsninger, og jeg er overbevist om, at vi med Madspildsstrategi 2.0 kan sikre rammerne for en endnu bedre udnyttelse af de gode, danske fødevarer og dermed få nedbragt madspildet.”
Den nye madspildsstrategi vil også sikre, at Danmark får de bedst mulige rammer for at kunne leve op til EU’s affaldsrammedirektiv, der bl.a. sætter bindende mål for reduktion af madspild.
Det forventes, at Madspildsstrategi 2.0 kan præsenteres i slutningen af 2025.
Læs Miljøstyrelsens rapport om madspild