Allergener

Ny praksis for allergenbøder

09-10-2025

Fødevarestyrelsen har den 8. oktober 2025 ændret praksis for håndtering af manglende fremhævelse af allergene ingredienser. Praksisændringen resulterer i, at manglende fremhævelse af allergene ingredienser, som udgangspunkt betragtes som en mærkningsfejl. Mærkningsfejl sanktioneres i udgangspunktet ikke med en bøde i førstegangstilfælde.

Fødevarevirksomheder skal uændret fremhæve alle allergene ingredienser i ingredienslisten, så de klart adskiller sig fra de øvrige ingredienser i ingredienslisten. At allergene ingredienser er fremhævet, gør det lettere for forbrugere med allergi, hurtigt at se, om der er en ingrediens i varen, de ikke kan tåle.

Hvis en allergen ingrediens slet ikke fremgår af ingredienslisten, kan det udgøre en alvorlig sundhedsmæssig risiko for forbrugere med allergi. Derfor sanktioneres der, som udgangspunkt, fortsat med en bøde, hvis en virksomhed ikke angiver alle de allergene ingredienser i ingredienslisten. Dette gælder også i førstegangstilfælde.

Pressekontakt

Fødevarestyrelsen kan kontaktes på pressetelefon tlf. 22 84 48 34 eller via mail til presse@fvst.dk