Dyresundhed

Kvægsygdom har ramt tre besætninger i Esbjerg

30-03-2026

Tre besætninger i Esbjerg Kommune er ramt af Bovin Virus Diarré (BVD). Der gælder særlige foranstaltninger for flytning af kvæg fra besætninger i Esbjerg Kommune, mens Danmark kan bevare sin status som ”sygdomsfri” for BVD.

Tre kvægbesætninger i Esbjerg Kommune er ramt af Bovin Virus Diarré (BVD).

Sygdommen kan ikke smitte mennesker, men der er tale om en alvorlig, smitsom kvægsygdom, hvor køerne kan få en akut infektion med bl.a. feber, diarre, aborter og nedgang i mælkeydelse. Hvis en drægtig ko bliver smittet i den første del af drægtigheden, kan den føde en kronisk inficeret kalv, som kan sprede store mængder BVD-virus gennem hele dens levetid.

På den baggrund har Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri lagt en række restriktioner på de tre besætninger for at begrænse risikoen for smittespredning.

Danmark har siden 2022 været erklæret fri for BVD, hvilket giver en række fordele for erhvervet i forbindelse med samhandel og eksport til tredjelande og i forhold til dyrevelfærd.  

- Vi har en mulighed i EU for, at Danmark kan beholde sin status som BVD-fri. Men det kræver at vi ’indhegner’ sygdommen i Esbjerg Kommune, hvor den frie status bliver suspenderet i en to måneders periode fra 31. marts til 31. maj, mens resten af landet bevarer sin BVD-fri status, forklarer veterinærdirektør Charlotte Vilstrup Castle.

Under suspenderingen gælder særlige foranstaltninger for flytning af kvæg fra besætninger i Esbjerg Kommune. Foranstaltningerne skal sikre:

  • at smitten ikke spredes til andre besætninger
  • at resten af Danmark kan bevare sygdomsfri status for BVD
  • at Esbjerg Kommune hurtigst muligt kan generhverve fri status efter de to måneder
  • at det er muligt at flytte dyr til andre EU-lande.

For at modtageren af kvæg skal opretholde sygdomsfri status for BVD, er der krav om, at dyr eller besætninger fra Esbjerg Kommune er testet fri for BVD.

Det er en forudsætning for Danmarks særstatus, at smitten ikke spreder sig til andre besætninger, uden for Esbjerg Kommune, og derfor opfordres alle kvægejere, til at give deres smittebeskyttelse et 360-graders servicetjek.

- Det handler om at blokere alle de veje, smitten kan tage ind i en besætning. Så sørg bl.a. for, at de der kommer i din besætning ikke kommer direkte fra en anden besætning, og skifter tøj og fodtøj inden de går ind til dine dyr, lyder opfordringen fra veterinærdirektør Charlotte Vilstrup Castle.

BVD er ikke klassificeret som f.eks. fugleinfluenza og afrikansk svinepest og smittede besætninger aflives ikke. Myndighederne udbetaler ved denne sygdom hverken erstatning for driftstab eller evt. aflivede dyr.

Læs mere om Bovin virus diarré (BVD)

Pressekontakt

Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kan kontaktes på pressetelefon tlf. 22 84 48 34 eller via mail til presse@fvst.dk