Når et dyr skal slagtes, skal det være fri for medicinrester. Det sikrer regler om medicin til dyr. Reglerne gælder også heste – medmindre dyrlægen har erklæret hesten for ”udelukket fra konsum” og registreret det i hestens pas.
- Få hesteejere tænker på, at deres højt skattede hest kan ende sine dage på et slagteri, men når en ejer først har solgt eller givet sin hest videre, er det den nye ejer, som afgør, hvad der skal ske med den, siger enhedschef Christian Strøyer, Fødevarestyrelsen.
For at undersøge kendskabet til reglerne har Fødevarestyrelsen i 2025 kontrolleret medicinhåndtering og smittebeskyttelse hos 50 hesteejere og 50 dyrlæger. En af konklusionerne er, at kendskabet til reglerne fortsat er mangelfuldt, men at kontrollen kun har givet anledning til få sanktioner.
Vejledning til hver femte hesteejer
Mere end hver femte hesteejer (11 ud af 50 hesteejer) måtte vejledes i reglerne om obligatorisk medicinhåndteringskursus og om, at reglerne for brug, registrering, mærkning og opbevaring af medicin skal følges.
Dyrlægens skriftlige anvisninger er vigtige
Blandt de 50 kontrollerede dyrlæger fik fire indskærpet reglerne om, at hesteejerne skal have skriftlige anvisninger ved medicinudlevering, og at det er i strid med reglerne at udlevere medicin til hesteejere, som er forbeholdt dyrlægers anvendelse. I den mildere ende blev der vejledt om, at alle ordineringer skal registreres og gives med en anvisning, der også beskriver diagnose og dosis. I enkelte tilfælde blev det også præciseret, at medicin til mennesker ikke uden videre må bruges til dyr.
Smitsomme sygdomme
Hesteejernes kendskab til smitsomme sygdomme, som skal anmeldes til Fødevarestyrelsen, blev også kontrolleret. De fleste hesteejere kendte symptomerne på de anmeldepligtige sygdomme. De vidste også, at de skulle ringe efter dyrlægen, ved mistanke om udbrud, men hesteejerne havde svært ved at gøre rede for, hvilke sygdomme der var tale om.
Læs rapporten om kontrollerne her