Regler om euforiserende stoffer
Produkter med indhold af THC på mere end 0,2 % hører under lovgivningen for euforiserende stoffer. Hampeprodukter, som ikke er under denne lovgivning, kan i visse tilfælde markedsføres som fødevarer.
Vær desuden opmærksom på, om produktet er kosmetik eller et lægemiddel og ikke en fødevare. Se faktaboksen 'Hamp i lægemidler og kosmetik'.
Novel food-reglerne
Før du vil markedsføre produkter fra hampeplanten som en fødevare, skal du undersøge, om produktet er novel food. En novel food skal godkendes, før den må markedsføres i EU.
Hampefrø og te af hampeblade er ikke novel food. Andre produkter fra hampeplanten, der skal markedsføres som fødevare (herunder kosttilskud), er novel food.
Læs mere om hamp og CBD i relation til novel food-reglerne
Grænseværdier for THC i produkter fra hampefrø og te af hampeblade
THC er akut toksisk og kan selv i små doser medføre døsighed og reduceret arbejdshukommelse og deraf nedsat indlæringsevne. Dyreforsøg peger på, at hjernen, mens den er under udvikling, er mere sensitiv over for påvirkningen af THC end hjernen hos voksne. Derfor er der fastsat grænseværdier for THC i fødevarer, der ikke er novel food.
Fødevarestyrelsen har fastsat vejledende grænseværdier for THC i te af hampeblade. Grænseværdier i drikkeklar te er 0,25 mg/L for THC (dvs. Δ9-THC og Δ8-THC) og 0,5 mg/L for total THC (dvs. Δ9-THC, Δ8-THC og THC-syre).
EU-Kommissionen har fastsat grænseværdier for indhold af THC i hampefrø, produkter afledt af hampefrø, eksempelvis mel og proteinpulver, og hampefrøolie.
Find EU's grænseværdier for tetrahydrocannabinol (THC) i hampefrø og produkt heraf
Find EU's henstilling om overvågning af forekomsten af Δ9-tetrahydrocannabinol