Fødevarestyrelsen og SSI advarer:

Modermælkserstatning mistænkes for alvorlig sundhedsrisiko

18-12-2025

Som følge af mulige sundhedsrisici opfordrer Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut alle forældre, der har købt modermælkserstatningen Nestlé Nan Expertpro Sensilac 1, 800 g i dåse, til straks at kassere produkter med batchnummer 53030346AB eller returnere det til butikken.

Nestlé tilbagekaldte onsdag d. 10. december 2025 produktet Nestlé Nan Expertpro Sensilac 1 i 800 grams dåse, batchnummer 53030346AB, efter fund af bakterien Bacillus cereus i produktionsmiljøet. Det skete efter et forsigtighedsprincip. Fødevarestyrelsen indskærper nu advarslen om at kassere produktet eller returnere det til butikken.

”Produktet er ikke længere i butikkerne, men da holdbarheden strækker sig helt til oktober 2027, er det vigtigt, at forældre tjekker, om de har det omtalte produkt stående og i så fald kasserer det,” siger sektionsleder Sørine Quaade Møller, Fødevarestyrelsen.

”Bacillus cereus kan i almindelige tilfælde give diarré og opkast, og da bakterien er fundet i et produktionsmiljø for modermælkserstatning er det en meget alvorlig situation, fordi spædbørn er særligt sårbare,” siger Steen Ethelberg, der er sektionsleder i SSI.

Råd til forældre

Hvis du har produktet derhjemme, skal du kassere det. Produktet kan ikke længere købes i butikkerne. Hvis dit barn har indtaget det pågældende produkt og har symptomer som diarré eller opkast, bør du kontakte læge og oplyse, at barnet har fået produktet.

Fakta om den tilbagekaldte modermælkserstatning:

  • NAN EXPERTPRO Sensilac 1, 800 g modermælkserstatningspulver i dåse med
  • DK Batchnummer: 53030346AB
  • EAN: 8445290170408
  • Bedst før dato: 10 2027
  • Produktet er solgt i dagligvarebutikker i hele landet og netbutikkerne Ammenam, Med24.dk og Nemlig.com
  • Produktet er efter et forsigtighedsprincip tilbagekaldt efter fund af bakterien Bacillus cereus på en del af produktionslinjen i den fabrik, der har fremstillet produktet.
  • Bacillus cereus kan danne giftstoffer, som kan give symptomer i form af f.eks. opkastning og diarré. I ekstremt sjældne tilfælde kan bakterien give anledning til et langt mere alvorligt og fatalt forløb.
  • Produktet er tilbagekaldt af Nestlé Danmark A/S onsdag den 10. december 2025, Fødevarestyrelsen har fulgt op med advarsel, webalert torsdag den 11. december.

Pressekontakt

Journalister kan ringe til Fødevarestyrelsens pressetelefon på 22 84 48 34 eller sende en mail til presse@fvst.dk.