Grøntsager (som spinat og selleri)

Nitrat findes naturligt i grøntsager. Læs hvilke du bør begrænse til babyer.

Grøntsager er gode for vores sundhed og udgør en vigtig del af en sund kost. Grøntsager er også rige på vitaminer, mineraler og kostfibre, der hjælper med at holde kroppen sund og rask. Det anbefales dog at begrænse indtaget af de nitratrige grøntsager til små børn. For større børn anbefales det til gengæld at inkludere mørkegrønne grøntsager som f.eks. spinat og rucola i kosten.

Babyer bør undgå nitratrige grøntsager

Babyer fra 4-6 måneder bør undgå:

  • rødbede
  • spinat
  • fennikel
  • selleri
  • rucolasalat

Babyer fra 6-12 måneder:

  • Her bør de nitratrige grøntsager kun udgøre 1/10 af portionen
  • Hvis de nitratrige grøntsager udgør en større del af måltidet, bør de kun serveres for barnet en gang imellem, f.eks. med ca. 14 dages mellemrum

Varier grøntsagerne og udelad det "grønne drys" fra krydderurter og bladgrøntsager til børn under 3 år.

Giv børn grøntsager hver dag - de er en del af en sund og varieret kost.

Hvorfor nitrat kan være problematisk for små børn

Alle grøntsager indeholder nitrat naturligt, men der findes særligt høje mængder i rødbede, spinat, fennikel, selleri, salat, rabarber og rucolasalat.

Nitrat har lav akut giftighed, men kan i fødevaren eller i mavetarmkanalen omdannes til nitrit, som har en langt højere giftighed. For børn under 3 år kan for meget nitrat derfor i sjældne tilfælde føre til opkastning og blåfarvning af huden. Det er fordi nitrit reagerer med blodets hæmoglobin, så det ikke kan binde og transportere ilt rundt i kroppen.