Hørfrø

Begræns hørfrø til børn pga. tungmetallet cadmium og cyanid. Få råd om mængder og opvarmning.

Råd om hørfrø til børn

  • Babyer bør ikke spise hørfrø
  • Hørfrø bør begrænses for både små og store børn
  • Hørfrø bør ikke bruges, hvis du selv laver plantedrik derhjemme til dit barn, der ikke tåler komælk
  • Giv ikke dit barn rå hørfrø uden opvarmning, hvis det står på emballagen, at produktet skal opvarmes
  • Udskift ikke hørfrø med græskarkerner, når du laver mad til børn under 3 år

Hvorfor hørfrø bør begrænses for børn

Hørfrø indeholder tungmetallet cadmium og det naturlige giftstof cyanid. Cadmium ophobes i nyrerne og leveren og kan give nyreskader. Cadmium findes i vores basisfødevarer som korn og grøntsager (også økologiske) og særligt varer som knækbrød, glutenfri müsli, palæobrød eller rugbrød kan indeholde meget store mængder hørfrø. Solsikkefrø, muslinger, rejer og mørk chokolade kan også bidrage meget til cadmiumindtaget. Derfor har både børn og voksne i forvejen et højt indtag af cadmium.

På grund af børns lave kropsvægt kan cadmium være særligt skadelig for børn, og derfor er det også bedst at begrænse hørfrø til børn.

Frøene kan fint bruges i begrænset omfang f.eks. drysset på brød, kiks eller knækbrød. Men hvis børn ofte spiser knækbrød eller müsli, hvor en stor andel består af hørfrø (og ofte lige så mange solsikkefrø, der også indeholder meget cadmium), kan de hurtigt få for meget.

På din pose med hørfrø kan der indimellem stå: ”Kun til madlavning og bagning. Må ikke indtages i rå tilstand”. Hvis det står på posen, bør du opvarme dem inden de spises, da der kan være mere cyanid i end i de hørfrøprodukter, der ikke bør opvarmes. Brug dem f.eks. i brød. Opvarmning mindsker nemlig cyanidindholdet. Hvis ikke der står noget på posen, er det muligt at spise dem uden opvarmning.