Te, urtete og iste

Te til børn kan indeholde koffein og plantegifte. Læs hvilke typer og mængder børn kan drikke, og hvorfor vand er bedst.

Te kan indeholde lige så meget koffein som kaffe. Børn og unge, som regelmæssigt drikker meget te, risikerer derfor at få for meget koffein. Koffein i større mængder kan bl.a. betyde, at børnene bliver urolige, irritable og får svært ved at koncentrere sig. Samtidig reducerer te optaget af jern fra kosten.

Tre råd om indtag af te

  • Giv ikke børn under tre år te, urtete eller iste
  • Børn fra tre år kan indimellem drikke te, urtete eller iste som en del af en varieret kost.
  • Lad børn slukke tørsten i vand

Teplanter indeholde problematiske stoffer

Ud over koffein kan te f.eks. blive forurenet ved bare at være i umiddelbar nærhed af ukrudtsplanter i marken, der naturligt producerer plantegiften PA (pyrrolizidin-alkaloider). PA kan bl.a. påvirke leveren og kan findes særligt i urteteer såsom kamillete. Også rooiboste, fennikelte og pebermyntete har i nogle tilfælde vist sig at være forurenet med PA. Det er endnu en grund til, at små børn ikke bør få te, og at større børn skal begrænse indtaget.