Du kan gøre meget selv - bevar musklerne
Du kan selv gøre meget for at bevare dit gode helbred – både når du har rundet 65 år, og når du er endnu højere oppe i årene. Dermed kan du være i stand til at gøre dét, du gerne vil længst muligt. Din krop er din følgesvend i mange år, og det er en god investering at passe godt på den. Uanset om du drømmer om bjergbestigning, vandreture, eller du gerne vil kunne passe din have og gøre rent, kræver det, at du bevarer musklerne og holder dine knogler stærke.
Stærke muskler har stor betydning for, at du kan blive ved med at være i stand til at udføre dine daglige gøremål. Selvom du måske lige nu føler, at din krop fungerer fint, er det netop nu, du kan gøre noget for at bevare mest muligt af din muskelmasse og din mulighed for at bevæge dig samt bruge kroppen.
Protein og fysisk aktivitet
Tilstrækkeligt med protein er sammen med fysisk aktivitet med til at bevare musklerne. Fysisk aktivitet hjælper dig til at vedligeholde din bevægelighed, styrke, kondition og balanceevne.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du er fysisk aktiv mindst 30 minutter om dagen ved moderat intensitet. Moderat intensitet er fysisk aktivitet, hvor du bliver lettere forpustet, og hvor du kan tale med andre imens du er aktiv. Husk at selv lidt fysisk aktivitet gavner.
Læs mere om fysisk aktivitet for dig, der er over 65 år, på Sundhedsstyrelsens hjemmeside
Din vægt
Husk også, at holde øje med vægten. Det er hverken godt at veje for meget eller for lidt. Det kan derfor være en god idé at hoppe op på vægten regelmæssigt. Hvis du oplever, at du pludselig taber dig eller tager på, er det en god idé at tale med din læge.
Til toppen