Hvis mad får lov at stå for længe og lumre ved stuetemperatur, kan eventuelle bakterier i maden nå at vokse til en bakteriebombe. Bakterierne stortrives nemlig mellem 20-40 °C. 1 bakterie kan blive til 1.000 på tre timer og til 1 million på seks timer ved stuetemperatur!
Sæt derfor maden hurtigt på køl. Varm mad, som du vil gemme, skal kun lige dampe af, før du sætter den i køleskab. Del store portioner af f.eks. saucer og kødretter op i mindre portioner, så bliver maden kølet hurtigere ned.