Brug en køletaske eller frosne køleelementer
Det er vigtigt at holde maden kold. Køl de hjemmelavede frikadeller og andre varme retter helt af i køleskabet, inden du pakker maden ned i køletasken. Kom maden i en køletaske eller læg frosne køleelementer omkring maden. Du kan også bruge f.eks. frosne juicekartoner. Stil maden i skyggen.
Spis maden, inden den bliver lummervarm. Hvis maden står og bager i solen mellem 20 og 40 grader, vil bakterierne stortrives. Så risikerer du at blive syg. 1 bakterie bliver til 1 million ved denne temperatur på seks timer!
Hold råt kød adskilt fra stegt – og fra salat og brød
Hvis du skal grille råt kød, er det vigtigt at holde det adskilt fra andre madvarer i madkurven. Kom de forskellige madvarer i lukkede plasticbokse eller lukkede plasticposer og opbevar dem hver for sig. Få dråber kødsaft fra det rå kød på færdig mad kan være nok til, at du bliver syg.
Skyl frugt og grønt hjemmefra
Skyl frugt og salat, spirer, krydderurter og gnavegrønt grundigt i rent vand, inden du spiser det råt. På overfladen af frugt og grøntsager kan der sidde skadelige bakterier og virus.
Vask hænder eller brug evt. håndsprit
Vask hænder inden du rører ved maden, og før du spiser. Hvis du ikke har adgang til rindende vand og sæbe, så brug håndsprit eller desinficerende håndservietter. Så undgår du at sprede bakterier fra dine hænder til maden og mellem madvarer.
Smid rester af letfordærveligt mad fra picnickurven ud
Smid rester af f.eks. pålægsvarer, frikadeller, pølser, pastasalater, kartoffelsalater og andre letfordærvelige madvarer ud, hvis de har ligget og lumret i varmen.
Undgå madspild
Tag kun mad med, der skal spises på picnicen. Så undgår du madspild.