Hvad vil det egentlig sige at spise planterigt, sundt og varieret? Hvor meget skal kødet fylde i forhold til grøntsagerne? Og hvor meget skal brød og pasta cirka udgøre?
Kostrådscirklen viser dig, hvordan din mad kan se ud, hvis du er voksen (18-70 år) og vil spise planterigt, sundt og varieret. Det er de samme officielle kostråd, som du kender - bare i en ny cirkel. Den hjælper dig til at se, hvor meget de forskellige madvarer skal fylde i forhold til hinanden, når du vil spise sundt og samtidig tage hensyn til klimaet.
For eksempel kan du se, hvor meget grøntsager og frugt skal fylde i forhold til kød og kornprodukter. Du kan også se den anbefalede mængde kød sammenlignet med bælgfrugter. Måske overrasker det dig, hvor meget kornprodukter fylder eller mængden af mejeriprodukter?