Økologi anses af mange for at være en kvalitet, som man vil betale ekstra for, og som forbruger skal man kunne regne med de økologi-anprisninger, man præsenteres for, når man er på restaurant eller spiser i kantinen. Det er afgørende for økologiens fortsatte udbredelse, at forbrugeren har tillid til, at reglerne overholdes. I kampagnen vil Styrelsen for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri kontrollere om reglerne for økologianprisninger overholdes.
Kampagnen har ligeledes fokus på spisesteders anprisning i forhold til de EU-regulerede geografiske betegnelser, som f.eks. fetaost og parmaskinke. Reguleringen har til formål at beskytte og fremme landbrugsprodukter og fødevarer af høj kvalitet, og sikre at forbrugerne ikke bliver vildledt, ved at der i stedet anvendes salatost eller lufttørret skinke.
Mange restauranter gør endvidere brug af andre typer anprisninger, hvor fødevarer udgives for at være af en særlig kvalitet eller oprindelse, f.eks. Hereford kød eller Bornholmersild. I kampagnen vil styrelsen kontrollere om sådanne anprisninger anvendes på en vildledende måde.