På nuværende tidspunkt er der 2.628 offentlige køkkener i Danmark, der har omlagt deres køkken til økologi. Den økologiske omstilling af offentlige køkkener er med til at højne økologiprocenten i de mange daglige måltider, der serveres ude i landets kantiner, daginstitutioner, børnehaver, hospitaler mv. Til gavn for både biodiversitet, vandmiljø og dyrevelfærd.
Køkkenomstillingspuljen hos Fonden for økologisk landbrug kan igen i år ansøges om midler. Der er i økologiaftalen afsat 10 mio. kr. til brug i bevillingsåret 2024.
- Vi skal have flere med på øko-rejsen. Derfor opfordrer vi til, at offentlige køkkener søger puljemidler, fortæller Simon Rask, sektionsleder i Fødevarestyrelsen.
Understøtter Det Økologiske Spisemærke
Når de offentlige køkkener vælger at omstille til økologi, er det muligt for det enkelte køkken at ansøge om Det Økologiske Spisemærke.
Det Økologiske Spisemærke er gratis at tilmelde sig og viser, hvor stor en procentdel af de indkøbte føde- og drikkevarer, der er økologiske. Det Økologiske Spisemærke findes i tre udgaver; guld (90-100% økologi), sølv (60-90% økologi) og bronze (30-60% økologi).
Ansøgningsfrist hos Fonden for økologisk landbrug
Ansøgningsfristen for køkkenomstillingspuljen med start 2024 er den 26. september 2023 kl. 12.00.
Ansøgning skal sendes til Fonden for økologisk landbrug via nedenstående link.
Det er Fonden for økologisk landbrug, der administrerer og udmønter puljemidlerne. Alle spørgsmål vedrørende ex. ansøgning, formalia mv. skal stiles til Fonden for økologisk landbrug.
Læs mere om hvordan du ansøger på fondens hjemmeside.